Badminton

Danskere vandt lynsæt - men røg ud af VM

Danmark er ikke længere repræsenteret i mixeddouble ved VM, efter Sara Thygesen og Niclas Nøhr tabte i første runde.

Den første danske sejr lader vente på sig ved dette års VM.

Sara Thygesen og Niclas Nøhr var godt på vej til at skaffe den, men de gik ned i de sidste to sæt i førsterundekampen. Mixeddoubleparret tabte til Chang Tak Ching og NG Wing Yung fra Hongkong med 21-9, 17-21, 17-21.

Dermed er de ude af turneringen efter én kamp ligesom Hans-Kristian Solberg Vittinghus, som også tabte i tre sæt.

Skader har været en stor årsag til, at danskerne er dumpet ned som nummer 50 på verdensranglisten, så ud fra ranglisten kom de ind til opgøret som undertippet.

Det var dog ikke til at se, at modstanderne lå 15 pladser længere fremme på ranglisten. For efter blot 10 minutter havde Thygesen og Nøhr vundet et suverænt første sæt, hvor de begik få fejl.

Samme kampbillede var der i de første fem dueller i andet sæt, som danskerne vandt. Men derefter blev det langt mere jævnbyrdigt. Danskerne lavede mange fejl, og det udnyttede Hongkong-parret til at bringe sig foran midtvejs og derefter vinde sættet.

Fejlene fra danskerne fortsatte i tredje sæt, hvor Chang Tak Ching og NG Wing Yung spillede solidt. De havde et par points forspring gennem næsten hele sættet.

Tirsdag er der yderligere tre danske kampe. Jan Ø. Jørgensen, Amalie Magelund/Freja Ravn og Line Kjærsfeldt skal alle i aktion i løbet af eftermiddagen.