Selvtillidsfyldt Jan Ø. gør VM-comeback mod snu indoneser

16x9
Jan Ø. Jørgensen nåede frem til semifinalen ved Super 750-turneringen Japan Open. Foto: Toshifumi Kitamura / Ritzau Scanpix

Det kræver en disciplineret indsats af Jan Ø. Jørgensen, hvis han skal vinde over Tommy Sugiarto.

For første gang siden 2015 er Jan Ø. Jørgensen igen at finde ved VM.

OL og skader har gjort, at de tre mellemliggende år har været med et fravær af den danske herresinglespiller.

Men tirsdag gør han sin entré igen. Mod den 15. seedede Tommy Sugiarto.

Selvom de begge er erfarne spillere i verdenstoppen, har de kun mødt hinanden tre gange. Det var i Hong Kong Open i 2018. En kamp, som Jan Ø. Jørgensen selv karakteriserer som noget 'værre rod'.

Den endte dog lykkeligt for nordjyden. Efter at have tabt første sæt og været bagud 7-17 i andet sæt, vandt han sættet 21-19, inden han overbevisende vandt 21-10 i det afgørende sæt.

Skal det også blive til sejr denne gang, kræver det, at Jan Ø. Jørgensen spiller disciplineret mod indoneseren.

- Han er en spiller, som, hvis han først får fat, ikke ser sig tilbage. Og hvis man laver nogle nemme fejl og er ufokuseret, så er han god til at presse. Omvendt er han også en spiller, som gør det, han gør. Så hvis du kan undgå at give så mange chancer væk, så kommer der også en masse muligheder, siger han til TV 2 SPORT.

Det handler mest om, at han tror på sig selv og sin egen fysik

Kenneth Jonassen, dansk cheflandstræner

Glad for at sidde over

Selvom det er Jan Ø. Jørgensens første kamp ved dette VM, er han allerede i anden runde.

Mens Sugiarto var i aktion mandag, var danskeren avanceret uden kamp, fordi franske Brice Leverdez havde trukket sig med en skade. Det passede Jan Ø. Jørgensen rigtig fint.

- Det passer mig rigtig godt. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det havde været en rigtig svær førsterundekamp. Det er super ærgerligt for Brice, og det havde også været en fed kamp at spille. Men jeg skal ikke stå og spille hellig og sige, at det ikke passer mig super fint.

Selvtillidsboost

Jan Ø. Jørgensen kommer ind til VM med masser af selvtillid. Ved Japan Open i sidste måned slog han både legenden Lin Dan og den andenseedede ved VM, Chou Tien Chen.

Det skete vel at mærke en uge efter, han i samarbejde med landstrænerteamet valgte at trække sig fra Super 1000-turneringen Indonesia Open med en skade.

- Beslutningen viste sig at være super god. Spillet sad måske ikke helt, men han kæmpede virkelig godt og lavede få fejl, siger den danske cheflandstræner, Kenneth Jonassen, som pointerer, at chancen mod Sugiarto især afhænger af Jan Ø. Jørgensens mentale styrke.

- Det handler mest om, at han tror på sig selv og sin egen fysik. Det ser positivt ud, men det vigtigt er, han også gør det, når han kommer ind på banen.

At slå to så store navne i Japan Open betyder ifølge Jan Ø. Jørgensen, at han kommer ind til VM med stor selvtillid.

- Jeg står et rigtig godt sted. Det var en rigtig god uge i Tokyo, hvor der var nogle af tingene, der faldt lidt i hak for mig. Jeg fik nogle vildt gode sejre, som jeg ikke har haft længe. Så det var lidt en øjenåbner for mig, fortæller han.

Jan Ø. Jørgensen spiller tirsdag cirka klokken 12.30. Kampen vises på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.