Badminton

Verdensetteren ydmygede modstander på banen – og afviste at bytte trøje

Luis Enrique Peñalver vil fortælle resten af sin familie om sit store møde med japanske Kento Momota.

Det var en stor oplevelse for Luis Enrique Peñalver, da han i anden runde ved VM mødte verdens bedste herresinglespiller lige nu. Kento Momota.

Den forsvarende verdensmester og nummer ét på verdensranglisten efterlod ingen chancer til spanieren i kampen, men det vil for altid være en kamp, som bliver husket af ranglistens nummer 87.

- For mig er han den største modstander, jeg har mødt. Det var en virkelig stor oplevelse. Jeg vil fortælle det til mine bedsteforældre og resten af familien, at jeg har spillet mod den største, lyder de rosende ord fra Peñalver til TV 2 SPORT.

Spanieren forsøgte også at få et minde med hjem fra kampen. Efter at have tabt kampen spurgte og gestikulerede han til Momota, om de skulle bytte trøjer. Japaneren sendte et forsigtigt smil af sted, inden han drejede hovedet væk fra sin modstander. En klar afvisning.

- Jeg spurgte efter den, men han kunne ikke, sagde spanieren grinende.

- Det var en stor kamp, og det ville have været et godt minde.

Til Momotas forsvar skal det siges, at det japanske badmintonforbund har forbudt spillerne at bytte trøje.

Luis Enrique Peñalver spurgte om Kento Momotas trøje.

Selvom Peñalver virkede benovet over mødet, synes Momota dog ikke, at han skal ophøjes til så stor en stjerne.

- Jeg betragter ikke mig selv som et idol. Jeg tror mere, han (Peñalver, red.) syntes, det var et godt minde, fortæller verdensetteren.

Kento Momota vandt med de knusende cifre 21-10, 21-7. Verdensetteren møder i tredje runde Prannoy H.S. fra Indien.