Sådan gik det VM-danskerne på en succesfuld tredjedag
Få overblikket over de danske resultater på tredjedagen ved VM i badminton.
Se VM i badminton på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
Fire sejre i fem kampe. Det blev status efter en stor dansk dag ved VM.
Dermed er Danmark repræsenteret i alle kategorier i tredje runde med undtagelse af mixeddoublerækken.
Herunder kan du få overblikket over, hvordan onsdagens fem danske kampe forløb:
Kim Astrup/Anders Skaarup (8. seedet) - Vladimir Nikulov/Artem Serpionov: 21-6, 21-15
Der var over 100 pladsers forskel på ranglisten mellem de to par, og det var intet problem for Danmarks eneste herredouble ved VM at vinde kampen.
30 minutter tog det, inden Astrup og Skaarup havde besejret russerne med overbevisende cifre.
Modstanderne fortalte ellers til TV 2 SPORT efter kampen, at de på forhånd havde lagt taktik efter at presse en småskadet Astrup ekstra meget.
Anders Antonsen (5. seedet) - Daren Liew: 21-17, 21-13
Sidste års bronzevinder ved VM ventede i Anders Antonsens første kamp i turneringen.
Den malaysiske spiller viste undervejs også, hvor stort et spilrepertoire han har. Det var dog ikke nok mod Danmarks højest seedede spiller ved VM, som var skarp og opsat på opgaven.
Sara Thygesen/Maiken Fruergaard (16. seedet) - Emilie Lefel/Anne Tran: 21-12, 21-18
Den danske damedouble var forholdsvis store favoritter til opgøret, og de skuffede ikke.
Franskmændene kom bedst i gang med andet sæt og førte indtil cirka halvvejs i sættet. Men Fruergaard og Thygesen viste styrke ved at komme tilbage og få afgjort kampen i to sæt.
Mia Blichfeldt (12. seedet) - Lianne Tan: 21-8, 21-16
Der var klasseforskel mellem Blichfeldt og Tan i andenrundekampen.
Den danske damesinglespiller kørte belgieren rundt i første sæt, hvor der var få uprovokerede fejl.
I slutningen af andet sæt gik der en smule nervøsitet i den, hvor Tan fik lov til pynte en del på resultatet, uden det for alvor blev spændende.
Amalie Magelund/Freja Ravn - Lee So-hee/Shin Seung-chan: 19-21, 18-21
De 19-årige danskere skulle følge op på deres overraskelse i VM-debuten, og de leverede da også endnu en stor præstation i anden runde. De pressede et stærkt koreansk par i to tætte sæt, men sejren gik til modstanderne.