Badminton

Antonsen slår OL-guldvinder og sikrer sig sin første VM-medalje

Anders Antonsen er klar til VM-semifinalen, efter han besejrede den olympiske mester Chen Long i to sæt.

Danmark er allerede sikker på at få en medalje med hjem fra VM.

Det er status, efter at Anders Antonsen som den sidste tilbageværende dansker vandt kvartfinalen i to sæt over Chen Long, der er olympisk mester, med cifrene 22-20, 21-10.

Da der ikke spilles om tredjepladsen ved VM, er danskeren dermed sikker på minimum at få en bronzemedalje.

I semifinalen møder han Kantaphon Wangcharoen fra Thailand, der er nummer 15 i verden. Han leverede også en overraskelse, da han sendte den andenseedede Tien Chen Chou ud.

Under hårdt pres i første sæt

Anders Antonsen var ellers presset fra start, da han hurtigt kom bagud med 1-5. Chen Long lavede ingen fejl i første halvdel af første sæt, og danskeren kunne ikke bryde kineserens defensiv ned. Det betød, at Antonsen var bagud med 7-11 ved opholdet.

Han udnyttede dog pausen til at få ro på tingene, og da han kom tilbage på banen, hentede han fire point i streg og fik udlignet til 11-11. Herefter trak verdens nummer fem igen lidt fra, men igen kom Antonsen tilbage. Helt lige igen 14-14 - og Antonsen kom faktisk foran med 16-14 også.

Anders Antonsen tager første sæt i VM-kvartfinalen mod Chen Long 22-20. Video: TV 2 SPORT

Mod slutningen af sættet var kineseren foran med 20-18 og havde mulighed for at vinde sættet. Antonsen kom dog tilbage, fik udlignet og havde en sætbold med 21-20. Og den udnyttede han med det samme, da han sendte en smash i gulvet, som Chen Long ikke havde en chance for at samle op.

Suveræn sejr i andet sæt

Starten på andet sæt gik også danskerens vej, da kineseren begyndte at lave fejl, og Antonsen ingen lavede.

Dermed var stillingen 11-4 i dansk favør ved opholdet. Billedet var det samme efter opholdet, hvor danskeren kom foran med 15-7.

Herefter skiftede de til at fordele pointene mellem sig, men Antonsen kom foran med 20-10. Og danskeren tog altså også det sidste point.

Lørdag spiller Antonsen semifinale mod Kantaphon Wangcharoen i kamp to fra klokken 17.