Antonsen frygtede for krampe - måtte have klippet strømperne af

Anders Antonsen var virkelig mærket fysisk efter VM-kvartfinalen mod Chen Long.

Se VM i badminton på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Det var en hårdt tilkæmpet sejr, som Anders Antonsen skaffede fredag aften i St. Jakobshalle.

Efter to hårde sætsejre over den forsvarende OL-guldvinder, Chen Long, var danskeren plaget så meget fysisk, at han troede, han ville få krampe.

Det fortæller Michael Ries, der er fysioterapeut for de danske landsholdsspillere.

- Han var nærmest ved at kollapse. Han har haft lidt udfordringer med krampe efter de her kampe. Han så ret træt ud, siger Ries til TV 2 SPORT og fortæller, de måtte gøre et lidt specielt tiltag, så krampen kunne undgås.

- Han ønskede ikke at bukke sig ned, for han ville ikke risikere at gå i krampe. Og jeg kan også afsløre, at Mads (Mads Brink Hansen, fysisk træner, red.) og jeg i fællesskab klippede strømperne af ham for ikke at tage nogen chancer. Men det er lykkedes os meget fint under VM, selvom der har været antrit til det.

- Vi har en ret god strategi på nogle rutiner, vi gør, når kampen er overstået. Så vi fik styr på ham og hjem på hotellet og kørt vores rutiner, siger Ries.

Det var første gang i karrieren, at Anders Antonsen kvalificerede sig til en VM-semifinale. Dermed en han sikker på minimum en medalje.