Antonsen spillede VM-semifinalen, som var det en træningskamp

Den danske landstræner mener, at Anders Antonsen fra midten af andet sæt ikke viste sin semifinalemodstander nogen nåde.

Se Anders Antonsens VM-finale cirka fra klokken 14 på TV 2.

Anders Antonsen kastede sig på jorden i ren eufori, da han netop havde spillet sig i VM-semifinalen. Men tankerne, der strømmede igennem hans hoved, da han gjorde det, havde han svært ved at forklare bare få minutter efter.

- Det var en stor pærevælling af alle mulige ting. I øjeblikket klikkede jeg bare ud og vidste ikke, hvad der skete. Det er fuldstændig vanvittigt. Kæft, det er fedt, siger Antonsen til TV 2 SPORT.

Det var første gang, at Antonsen stod i en VM-semifinale, men det kunne han ikke selv mærke, da han var på banen.

For selvom kroppen var øm efter nogle hårde kampe i turneringen, var nerverne stort set væk.

- Jeg spillede, som om det var en træningskamp. Jeg følte mig fri mentalt - ikke fysisk, for jeg havde det ikke så specielt godt i kroppen. Men jeg ved ikke, hvordan jeg kan have det så godt derinde.

Sætcifrene lød på 21-15 og 21-10, hvor han undervejs viste sig overlegen. Den danske cheflandstræner, Kenneth Jonassen, havde efter kampen også svært ved at finde nogle negative punkter fra kampen.

- Det var en professionel opgave løst. Der var kun et enkelt tidspunkt, hvor jeg syntes, han faldt i niveau. Det var ved 10-4 i første sæt, hvor han evaluerer lidt for meget og falder lidt ud. Men derfra viste han ingen nåde, sagde landstræneren.

Undervejs lagde han også mærke til den store danske støtte, der var til ham arenaen, der har navnet St. Jakobshalle.

- Det var en pisse fed kulisse. Der var mennesker, så højt jeg kunne se. Jeg kunne mærke, de var på min side. Det gav mig meget. Det gav mig virkelig et boost. For jeg havde det ikke så godt i kroppen inden kampen, siger han.

Nu står han så i en VM-finale, som han har set frem til, siden han var et lille barn.

- Jeg har altid drømt om det. Allerede inden jeg kunne slå en baghånd. Der havde jeg de tanker og drømme. Uanset hvilken sport, det skulle være, var det min drøm at stå på sådan en scene, siger han.

TV 2 sender fra finaledagen søndag klokken 12.