- Antonsen har overgået vores forventninger, siger sportschef

Anders Antonsens finaledeltagelse ved VM i Schweiz er kommet bag på Badminton Danmark.

Se Anders Antonsens VM-finale på TV 2 søndag cirka klokken 14.

Det stod næppe skrevet på forhånd, at der ville være dansk deltagelse i en af finalerne ved dette års VM i badminton.

Ikke desto mindre lykkedes det lørdag Anders Antonsen at booke en plads i kampen om guldmedaljen i herresingle.

Den blot 22-årige aarhusianers imponerende præstation har overrasket sportschef i Badminton Danmark Jens Meibom.

- Vi har altid troet på hans potentiale.

- De fleste af vores spillere slår igennem i midten af 20'erne og topper i slutningen af 20'erne. Anders har sprunget nogle trin over og står nu som 22-årig i en VM-finale.

- Han har overgået vores forventninger. Selv de mest positive havde ikke regnet med, at han i år ville stå i en VM-finale, siger Jens Meibom.

- Momota er guldfavorit

Søndagens finalemodstander er verdensetteren Kento Momota fra Japan.

De to spillere har mødt hinanden fire gange i officielle kampe. Momota har vundet tre gange, men sidste gang, de to spillere stod over for hinanden, trak danskeren det længste strå.

- Den selvsikkerhed, der normalt præger Momota, er måske ikke helt den samme, når Anders er modstanderen, fordi han tabte, sidste gang de mødte hinanden.

- Når det så er sagt, så må vi anerkende, at Momota er favorit til at vinde, men jeg er spændt på at se, hvordan Anders får løst opgaven. Det kan være, han kan drille Momota. Det er jo ikke umuligt at slå ham, siger Jens Meibom.

VM-finalen mellem Anders Antonsen og Kento Momota spilles søndag eftermiddag og forventes at gå i gang omkring klokken 14. Se med fra finaledagen på TV 2 og TV 2 PLAY.

Antonsens vej til VM-finalen

Anders Antonsen har ikke tabt et eneste sæt på sin vej til VM-finalen. Søndag kan han blive den fjerde danske verdensmester i herresingle.

  • Første runde: Walkover mod Kevin Cordón fra Guatemala, der trækker sig inden kampen
  • Anden runde: Sejr i to sæt over Liew Daren fra Malaysia med cifrene 21-17, 21-13
  • Tredje runde: Sejr i to sæt over 13.-seedede Kanta Tsuneyama fra Japan med cifrene 23-21, 21-18
  • Kvartfinale: Sejr i to sæt over forsvarende OL-guldvinder Chen Long fra Kina, der var seedet som nummer tre, med cifrene 22-20, 21-10
  • Semifinale: Sejr i to sæt over 12.-seedede Kantaphon Wangcharoen fra Thailand med cifrene 21-15, 21-10
  • Danskeren har i alt været i aktion i 3 timer og 43 minutter fordelt på fire kampe

Momotas vej til VM-finalen

Antonsens japanske finalemodstander har ligesom danskeren heller ikke tabt et sæt ved dette års VM og har generelt cruiset sig til guldkampen.

  • Første runde: Sejr i to sæt over Cao Cuong Pham fra Vietnam med cifrene 21-9, 21-10
  • Anden runde: Sejr i to sæt over Luís Enrique Penalver fra Spanien med cifrene 21-10, 21-7
  • Tredje runde: Sejr i to sæt over Prannoy H.S. fra Indien med cifrene 21-19, 21-12
  • Kvartfinale: Sejr i to sæt over 14.-seedede Lee Zii Jia fra Malaysia med cifrene 21-12, 21-8
  • Semifinale: Sejr i to sæt over 16.-seedede Sai Praneeth fra Indien med cifrene 21-13, 21-8
  • Japaneren har i alt været i aktion i 3 timer og 21 minutter fordelt på fem kampe