Verdensetteren giver Antonsen historisk nederlag i VM-finalen

Den danske herresinglespiller tager hjem med sin første VM-medalje i karrieren.

22-årige Anders Antonsen havde muligheden for at blive den yngste danske verdensmester i herresingle nogensinde, men han led søndag et nederlag VM-finalen til den førsteseedede Kento Momota.

I finalen tabte han med de markante cifre 21-9, 21-3. Det er det største nederlag i en herresinglefinale ved VM, mens der er spillet til 21 point i hvert sæt.

Antonsen kan nu rejse hjem med en sølvmedalje, som også er hans første VM-medalje i karrieren.

Det er andet år i træk, at 24-årige Momota bliver verdensmester. Han er tilmed gået igennem dette VM uden at afgive et sæt.

Gik ned efter god start

Det var som altid en selvtillidsfyldt Anders Antonsen, som kom vandrende ind på banen. Til bragende jubel fra publikum i St. Jakobshalle gik han ned ad den røde løber, der førte ned til banen, med et Dannebrog om sig som en slags kappe.

Selvtilliden tog han med ind på banen i kampens begyndelse. De første tre point var danske. Men efter en god start på 6-2, kom han bagud 6-10.

Momota begyndte især at få god længde på sine slag, og det betød, at Antonsen ikke havde muligheden for at angribe.

Anders Antonsen viste Dannebrog frem til alle, da han skulle spille VM-finale. Video: Malthe Henriksen

Verdensetteren spillede fejlfrit, mens Antonsen havde svært ved at finde løsningerne. Duellerne sluttede oftest med et dansk slag uden for linjerne eller et smash i nettet.

Efter 20 minutter havde Antonsen tabt sit første sæt under turneringen.

Anders Antonsen mødte verdens nummer et, japanske Kento Momota, i VM-finalen i Basel. Video: Malthe Henriksen

Ydmygende andet sæt

Fejlene fortsatte i andet sæt, hvor danskeren skød de to første bolde ud. I de efterfølgende to dueller tappede Momota bolden ned ved nettet, inden Antonsen fik brudt den dårlige stime.

For en stund.

For Antonsen så ud til at være knækket mentalt og fysisk, og han begyndte at blive decideret udspillet. Først ved stillingen 12-1 kom der en fejl af Momota, og publikum begyndte at juble. Som sympati for danskeren.

Anders Antonsen mødte verdens nummer et, japanske Kento Momota, i VM-finalen i Basel. Video: Malthe Henriksen

Men japaneren var ikke kommet for at give gaver. Han fortsatte med at ydmyge Antonsen og fik i den grad revanche for finalenederlaget i januar i Indonesia Masters.

De tidligere danske herresinglevindere er Flemming Delfs, som vandt det første afholdte VM i 1977, Peter Rasmussen i 1997 og Viktor Axelsen i 2017.