Joachim Fischer starter samarbejde med engelske stjerner

16x9
Joachim Fischer skal i den kommende uge hjælpe de bedste engelske mixdoubler. Foto: Bay Ismoyo / Ritzau Scanpix

Den tidligere danske landsholdsspiller Joachim Fischer skal hjælpe de engelske mixed doubler i jagten på international succes.

40-årige Joachim Fischer stoppede for et halvt år siden sin internationale badmintonkarriere, hvor han undervejs nåede at vinde store titler som OL- og VM-bronze samt et hav af Super Series-titler.

Det var i mixed double, at Fischer havde stor succes med makkeren Christinna Pedersen, og nu skal han forsøge at videreføre nogle af sine evner til de engelske mixed doubler i verdenstoppen.

Fischer har således indledt et samarbejde med det engelske landshold, hvor han allerede på mandag rejser til England for at hjælpe forud for Super 1000-turneringen China Open, der starter den 17. september. Det er en af årets allerstørste turneringer på niveau med All England.

- Det er gået stærkt, men nu afprøver vi et samarbejde og ser, hvad der kommer ud af det. Jeg kender englænderne godt og har jo selv spillet mod dem på banen, så de har spurgt mig, om jeg vil hjælpe dem med at prøve nogle ting af op til China Open, fortæller Joachim Fischer til TV 2 SPORT.

Fischer har styr på, hvor han kan hjælpe

Det bliver i første omgang et samarbejde på knap en uge, som parterne efterfølgende skal evaluere på, inden de beslutter, om det skal fortsætte. Kontakten er kommet igennem den engelske landstræner Peter Jeffrey, der har indledt de mere seriøse snakke med Fischer under og efter VM i forrige uge.

Tanken er, at danskeren i første omgang primært skal komme med inputs til de to bedste mixed doubler i form af verdens nummer otte, Marcus Ellis og Lauren Smith, samt verdens nummer 12, Chris og Gabrielle Adcock.

Det er Marcus Ellis og Lauren Smith (tv.) samt ægteparret
Det er Marcus Ellis og Lauren Smith (tv.) samt ægteparret "The Adcocks", at Fischer skal hjælpe. Foto: Saeed Khan / Scanpix Denmark

- Jeg mener jo, jeg har nogle ting, som jeg forhåbentlig kan bidrage med. Der er nogle steder, de har nogle udfordringer, som jeg kan kigge nærmere på, og så har de nogle styrker, som de skal blive bedre til at bruge. Det kommer til at være det, vi kigger på i første omgang.

- Der er ingen tvivl om, det er en smule tidspresset, men det er ambitionen, at vi kan rykke lidt. Samtidig kan jeg også finde ud af, om det er interessant for mig personligt at arbejde i rollen som en slags træner på det niveau, og om det er den vej, jeg gerne vil gå, tilføjer Joachim Fischer.

Fischer vandt OL-bronze i 2012 sammen med Christinna Pedersen.
Fischer vandt OL-bronze i 2012 sammen med Christinna Pedersen. Foto: Adek Berry / Scanpix Denmark

Flere tilbud fra store nationer - bare ikke fra Danmark

Den tidligere danske landsholdspiller, der fortsat er aktiv på klubplan i Skovshoved, er bevidst om, han nu skal hjælpe udenlandske spillere, som de danske topspillere skal kæmpe imod.

Fischer er dog interesseret i at prøve sig selv af i den nye rolle, og da Badminton Danmark ikke har vist interesse, har det engelske landshold været et naturligt skridt.

- Hvis jeg skal hjælpe til i Danmark og give råd til de danske spillere, så kræver det, at nogen kontakter mig, og det er ikke sket. Så nu har jeg snakket med englænderne, og de vurderer, at de godt kan bruge nogle af mine evner, så det bliver spændende at hjælpe til.

- Andre store nationer har også været interesseret i et samarbejde, men England er tættest på, og det er dem, jeg kender bedst både blandt landstrænere og spillere. Samtidig har det også været vigtigt for mig ikke at gå på kompromis med tiden sammen med mine børn herhjemme, slår Fischer fast.

Om Joachim Fischers arbejde med de engelske mixed doubler bærer frugt, det kan du se på TV 2 SPORT fra den 18.-22. september, når vi viser China Open.