Kunne slet ikke gå på foden - Blichfeldt tvunget til 'hård beslutning'

16x9
Mia Blichfeldt nåede kvartfinalen ved VM i Basel. Foto: Arnd Wiegmann / Ritzau Scanpix

Mia Blichfeldt håber at ramme topformen igen til Denmark Open i midten af oktober.

Damesinglespilleren Mia Blichfeldt kommer ikke til at spille turneringer i september.

Det har en skade i hælen sat en stopper for. Dermed stiller hun ikke til start i Super 1000-turneringen China Open, som rangerer som en af de største turneringer i verden.

Også Korea Open, der rangerer som en Super 500, misser hun.

- Det er en hård beslutning, men jeg mener også, det er den rigtige. For det langsigtede mål er OL i 2020, og så nytter det ikke noget at tænke kortsigtet med de kommende turneringer, hvor jeg begynder at tvivle på hælen.

- Jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ikke kan præstere 100 procent, hvis jeg ikke føler, jeg er klar både fysisk og mentalt, fortæller hun til TV 2 SPORT.

Vågnede kort efter VM med smerter

Smerterne begyndte før European Games i juni, hvor Blichfeldt endte med at vinde guld. Hun har sidenhen kunne holde smerterne væk med hæltape.

I ugen op til afrejsen til VM begyndte smerterne at blusse op igen, og hun måtte trappe ned på belastningen. Under VM gik det godt. Faktisk så godt at hun nåede frem til kvartfinalen og var tæt på en sensationel VM-semifinale.

Glæde blev til smerte få dage efter slutrunden. Efter en træning tirsdag aften i Solrød stod hun op onsdag nærmest uden at kunne gå på sin ene fod.

- Det er kommet hurtigt de sidste par uger med mange smerter, der ikke har været før.

Dommen fra lægerne var hælspore og en meget hævet svangsene.

Ikke en chance værd at tage

Fra foråret 2017 og cirka et år frem døjede Jan Ø. Jørgensen med store smerter i hælen. Først midtvejs i 2018 kunne han begynde at træne fuldt med på landsholdstræningen uden smerter.

Da fysioterapeuterne og lægerne tilså Blichfeldts hæl, syntes de, at det så bedre ud end Jan Ø. Jørgensens skade, men der var tegn på, at det kunne blive lige så slemt.

- Når man hører det, så bliver man lidt skræmt. Og gør sig en masse tanker, for man har ikke tænkt sig at være ude og have samme forløb som ham. Så allerede der valgte vi at sige, den chance skal vi ikke tage, siger hun.

Mia Blichfeldt vandt opgøret med cifrene 15-21, 27-25, 21-12 og er klar til kvartfinalen ved VM. Video: TV 2 SPORT

'Super frustrerende'

Det er ikke en let beslutning for Blichfeldt. For hun kan egentlig godt snørre skoene og træne igennem for fuld styrke. Hun ved dog, at hun kan blive straffet med en dunkende og smertefuld fod om aftenen eller den efterfølgende morgen.

- Det er super frustrerende. Jeg har det svært ved tanken om, at jeg sagtens kan træne, men at jeg så måske får en regning for det senere.

- Men jeg synes, jeg har de rigtige mennesker omkring mig til at sige, jeg skal tage en pause, inden det går galt. Så jeg synes, det er den helt rigtige beslutning, selvom det hele går mega godt lige nu, fortæller hun.

Hun har nu fået lagt en plan for den kommende halvanden måned. De første tre uger skal hun være en time i hallen og træne med. Men den primære træning kommer til at være cardio og styrke.

Hvis alt går efter planen, skal hun i de efterfølgende tre uger øge intensiteten i hallen og bygge topformen op igen.

Næste store mål er Denmark Open fra 15.- 20. oktober og French Open i ugen efter.