Conrad og Boe i semifinalen - sejren får ekspert til at drømme stort

16x9
Boe og Conrad har spillet sig i semifinalen. Foto: Romeo Gacad / Scanpix Denmark

Efter tre tætte sæt er Mathias Boe og Mads Conrad klar til semifinalen i Taiwan Open.

Du kan se badminton fra Taipei Open fra klokken 06.00 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Mathias Boe og Mads Conrad er klar til semifinalen i Taiwan Open, der rangerer som en turnering på Super 300-niveau.

Det danske doublepar slog nemlig Fajar Alfian/Muhammad Rian Ardianto fra Indonesien, der er nummer syv i verden, efter tre sæt med cifrene 21-16, 19-21 og 21-17.

For mig er det her en sejr, der får mig til at drømme stort

Jim Laugesen, badmintonekspert TV 2 SPORT

Det indonesiske par har haft et flot år, hvor de blandt andet nåede til semifinalen i All England, vandt Swiss Open, nåede til semifinalen i Malaysia Open og var i VM-semifinalen.

Selvom danskerne var foran med 15-9 i andet sæt og kun manglede seks point for at vinde kampen, kom indoneserne tilbage og tvang kampen i tre sæt. I det sidste sæt var danskerne dog skarpest og tog sejren med 21-17.

Dansk sejr bliver sat i relief

TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen har været imponeret af danskernes hidtidige resultater, men han mener, at sejren i kvartfinalen står for noget helt specielt.

- Det er først nu, de skriver sig helt ind i kampen om det allersjoveste. For mig er det her en sejr, der får mig til at drømme stort og tro på, at Boe og Conrad kan levere resultater i de største turneringer. Det viser de jo tydeligt mod en af verdens allerbedste par, der for nylig stod i en VM-semifinale, siger Jim Laugesen.

Fokusset på indonesiske Alfian og Ardianto lider normalt under, at Indonesien har to endnu stærkere par i Marcus Giedon/Kevin Sukamuljo og Hendra Setiawan/Mohammad Ahsan.

For Jim Laugesen gør det blot sejren endnu mere imponerende, da verdens to bedste herredoublepar ikke er med, og Alfian/Ardianto derfor går ind som topseedet i turneringen.

- Det her doublepar er vant til at stå i skyggen af de bedste fra hjemlandet. Så når de for en gangs skyld ikke er med, så er det forventeligt, at de præsterer. De kommer og er topklar, fordi det er deres chance for at vinde noget. Det sætter den danske sejr endnu mere i relief.

- Det er lige netop et resultat som dette, Mathias Boe og Mads Conrad samt Badminton Danmark har drømt om at få med i bagagen i det videre arbejde, siger Jim Laugesen.

Dermed er danskerne nu klar til semifinalen, hvor Shem Goh V og Wee Kiong Tan venter. De er lige nu nummer 15 i verden.

Du kan se kampen på TV 2 SPORT omkring klokken 8.30.