Badminton

Assisterende landstræner færdig med øjeblikkelig virkning

Samarbejdet mellem Kim Nielsen (tv.) og Kenneth Jonassen (th.) er nu slut.

Kim Nielsen har haft ansvaret for træningen af de danske landsholdsspillere i badminton siden september 2016.

Den assisterende landstræner i badminton, Kim Nielsen, stopper på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby.

Det skriver Badminton Danmark på sin hjemmeside.

- Kim har været en del af en trænergruppe, der har leveret flotte resultater. Jeg vil gerne takke Kim for samarbejdet og for hans indsats for dansk badminton, og jeg ønsker ham alt godt fremadrettet, siger elite- og sportschef Jens Meibom.

Kim Nielsen nåede tre år i jobbet, efter han tiltrådte i stillingen 19. september 2016. Dengang indgik Badminton Danmark og Kim Nielsen en fireårig aftale, som altså nu er ophævet ét år før tid.

Selv siger han om situationen:

- Jeg har været glad for mit arbejde i Badminton Danmark og er stolt af de resultater, vi har opnået. Nu er det tid for mig til at se fremad, og jeg ser frem til at kaste mig over nye opgaver.

Afløser snart klar

Badminton Danmark har i øjeblikket ikke en afløser, der kan tage over for den nu forhenværende landstræner.

Men det bliver der arbejdet på højtryk for, lyder det:

- Kims arbejdsopgaver vil i første omgang blive varetaget af det øvrige trænerteam, og cheflandstræner Kenneth Jonassen har allerede lavet en plan for de næste par måneder og informeret de involverede spillere. Vi vil begynde vores arbejde med at finde en erstatning for Kim med det samme og forventer at kunne præsentere en ny træner inden for kort tid, siger Jens Meibom til Badminton Danmark.

Kim Nielsen har gennem årene på elitecentret i Brøndby primært haft fokus på at udvikle damesinglespillerne.

Men den assisterende landstræner var også en del af teamet omkring Anders Antonsen, der i sidste måned smashede sig til VM-succes i schweiziske Basel med en sølvmedalje.

Erfaring fra Holland

Kim Nielsen blev assisterende landstræner for Danmark i 2016, efter at Kenneth Jonassen var forfremmet til landstræner.

Det skete som følge af, at Lars Uhre valgte at fratræde som landstræner.

Inden jobbet på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby havde Kim Nielsen igennem en årrække haft ansvaret for det hollandske landshold i badminton. Han stoppede i jobbet efter OL i Rio i 2016.

Kim Nielsen har tidligere både arbejdet som elitecentertræner og dansk U17-landstræner.