Boe og Conrad besejrer toppar i stor turnering

16x9
Mathias Boe og Mads Conrad er videre til anden runde. Foto: Romeo Gacad / Scanpix Denmark

Herredoublen er de første danskere til at spille sig videre ved dette års China Open.

Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen leverede, da de for første gang spillede sammen i en af de store Super-turneringer.

I Super 1000-turneringen China Open besejrede de det sjetteseedede kinesiske par Han Chengkai og Zhou Haodong med 21-19, 21-18.

I anden runde venter V Shem Goh og We Kiong Tan for danskerne. Det malaysiske par slog danskerne så sent som i semifinalen i Taiwan Open for halvanden uge siden.

Nedtur for singlerne

Mathias Boe og Mads Conrad begyndte et fast makkerskab i foråret. Siden har de spillet mindre turneringer rundt omkring i verden, hvor de har skrabet så mange point sammen til, at de kunne deltage i China Open.

Den rangerer som en af de største i verden på samme niveau som All England og Indonesia Open.

Det var samtidig Danmarks første sejr i dette års udgave af turneringen. Viktor Axelsen, Hans-Kristian Solberg Vittinghus og Line Kjærsfeldt tabte alle tirsdag.

TV 2 SPORT sender China Open fra onsdag og resten af turneringen.