Overdommer bad stjerne trække sig fra stor turnering midt under kamp

Selvom Shi Yuqi indrømmede, at han spillede hele kampen mod Guangzu Lu med en skade, insisterede han på at spille kampen til ende.

Kinesiske Shi Yuqi spillede onsdag en opsigtsvækkende comebackkamp ved China Open. Problemet er blot, at det ikke er for det sportsligt seværdige.

Kampen mod hans landsmand Guangzu Lu var overstået efter bare 15 minutter, og det var med en tydeligt skadesplaget Shi Yuqi, der under hele kampen havde svært ved de mest basale slag og bevægelser. Det fik kampens referee tilsyneladende nok af efter første sæt, som endte 21-5 til Guangzu Lu. Derfor gik han på banen for at få en alvorssnak med Shu Yuqi.

- Jeg kan se, at du nok er skadet. Så du må hellere trække dig, sagde kampens referee, Pencho Stoynov.

Det gav kineseren ham ret i, men insisterede samtidig på, at han havde i sinde at gennemføre kampen. Det gjorde han og tabte andet sæt med 21-9.

Verdensranglistens nummer tre havde inden kampen ikke været på banen, siden han udgik med en alvorlig skade i anklen midt i juli mod Anders Antonsen.

- Han har været skadet, han har meldt afbud til VM, og alle folk ved, at han ikke kan spille med den ankel, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

- Jeg har en benskade, men jeg føler, jeg kan spille. Jeg vil spille. Det er jo China Open, slog Shi Yuqi fast ude på banen.

Ekspert glæder sig over referee – og sørger på sportens vegne

Kampens referee skal nu aflægge en rapport, og så er det op til Det internationale badmintonforbund (BWF), hvad der nu skal ske.

Årsagen til, at Shi Yuqi ikke ville trække sig fra kampen, skyldes en særlig BWF-regel, der træder i kraft, når to spillere fra samme nation mødes.

Reglerne er sådan skruet sammen, at hvis to personer fra samme nation møder hinanden, og den ene trækker sig, vil personen, der trækker sig, ikke få point til verdensranglisten. I kraft af sin status som Super 1000-turnering kan Shi Yuqi altså ved at fuldføre kampen stadig få okay med point i rangliste-sammenhæng.

Samtidig kan pointene blive vigtige, hvis Shi Yuqi jagter et spinkelt håb om en plads i sæsonfinalen senere på året.

I dette tilfælde er der dog formentlig tale om en decideret ”vennetjeneste” mellem to landsmænd. Shi Yuqi fratager nemlig samtidig en anden spiller fra at deltage i turneringen og giver sin landsmand en gratis plads i anden runde. Noget, der ifølge Jim Laugesen er yderst usportsligt og skadeligt for sporten.

- Den her sport har så mange gode ting, og de bliver ved med at grave deres egen grav, og det er nu, at BWF bliver nødt til at træde i karakter. Nu har de altså en sag her, synes jeg, for første gang, hvor der ikke er noget at snakke om. Der er video på det, og referee'en går ind på banen.

Shi Yuqi havde meldt afbud

Det var faktisk en overraskelse, at Shi Yuqi overhovedet var på banen onsdag. Dagen inden hang hans deltagelse nemlig i en tynd tråd.

- Endnu et stort navn, som havde planlagt at gøre comeback ved China Open, er hjemmebanefavoritten Shi Yuqi. Han udsætter nu sandsynligvis sit comeback. Shi, som skadede sin venstre ankel ved Indonesia Open, annoncerede på sin Instagram-konto, at hans læge ikke har givet ham en klarmelding endnu, skrev BWF som optakt til turneringen mandag.

Dagen efter gik han dog på banen og tabte efter 15 minutters kamp.

Ikke første gang

Der er flere lignende fortilfælde, hvor spillere går på banen uden et mål om at vinde kampen mod landsmænd.

- Jeg har set det her i så mange år. Jeg er ikke overhovedet på nogen måde overrasket. Men jeg bliver super ked af det på min sports vegne, siger Jim Laugesen.

Det skete blandt andet i november sidste år ved Fuzhou China Open, hvor herredouble He og Tan mødte Li og Liu i kvartfinalen. Her sad flere danske spillere, blandt andre Hans Kristian Vittinghus, og så kampen fra tilskuerrækkerne.

- Jeg oplevede det som en skandale, sagde Hans Kristian Vittinghus til TV 2 SPORT.

Det blev til sidst for meget for hans landsholdskolleger Mads Kolding og Mathias Christiansen, som derfor gik ned til turneringsledelsen og gjorde dem opmærksom på episoden.

TV 2 SPORT har for nylig forsøgt at følge op på sagen fra november sidste år, men har ikke fået BWF i tale om det.

I forbindelse med onsdagens sag har TV 2 SPORT været i kontakt med BWF's pressechef, Lloyd Green, som ikke selv har overværet kampen mellem Shi Yuqi og Huangzu Lu, men han vil nu følge op på, hvorvidt der er blevet indleveret en rapport.