Anders Antonsen slår sin onde ånd og spiller sig i semifinalen ved China Open

Den danske herresingle vandt opgøret mod Chou Tien-Chen på 48 minutter og får enten indonesisk eller indisk modstand i semifinalen ved China Open.

Anders Antonsen er videre til semifinalen ved China Open med en sejr i to sæt over Chou Tien-Chen fra Taiwan.

Den danske herresinglespiller var foran i størstedelen af første sæt og vandt det relativt sikkert med 21-17 over verdensranglistens nummer to.

Andenseedede Chou Tien-Chen modtog i slutningen af første sæt behandling for en mindre rift på sin højre lillefinger, som dog ikke fik indvirkning på kampens forløb.

Antonsens onde ånd

Andet sæt blev en gentagelse af det første, hvor Anders Antonsen dominerede og virkede friskere end sin modstander.

Chou Tien-Chen var til tider modløs og evnede ikke at trænge igennem Antonsens defensiv med sine velkendte, hårde smash.

Efter 48 minutters spil kunne Anders Antonsen, der aktuelt ligger nummer fire i verden, strække armene i vejret og juble over sejren på 21-11.

Chou Tien-Chen har længe været Anders Antonsens onde ånd og havde indtil dagens kvartfinale vundet samtlige fem opgør mellem de to herresinglespillere.

I semifinalen møder den danske VM-sølvvinder enten syvendeseedede Anthony Ginting fra Indonesien eller indiske Sai Praneeth, der spiller deres kvartfinale senere fredag.

Vigtigt sæsonmål

China Open er en af sæsonens tre vigtigste turneringer og har en samlet præmiesum på én million dollars.

Den rangerer som en Super 1000-turnering på linje med All England og Indonesia Open.

Det er kun sæsonfinalen i Kina til december, der rangerer højere end de tre Super 1000-turneringer.