Axelsen henter første sejr siden comeback

16x9
Viktor Axelsen kan juble over sin første sejr efter en længere skadespause. Foto: Wang Zhao / Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen besejrede kineseren Zhao Jun Peng i to sæt med cifrene 21-12, 21-15 i Korea Open.

I andet forsøg efter fire måneders pause lykkedes det for Viktor Axelsen at hente en sejr, da han spillede sin første kamp ved Super 500-turneringen Korea Open.

I sidste uge gjorde Viktor Axelsen comeback, da han tabte i første runde af China Open til verdens nummer 17, Kanta Tsuneyama.

De fire måneders pause fra badmintonbanen skyldes smerter i benet samt astma- og allergiproblemer.

Onsdag kom den tidligere verdensetter så tilbage med en sejr, da han vandt over Zhao Jun Peng, der ligger nummer 38 på verdensranglisten. Axelsen vandt sikkert i to sæt med cifrene 21-12, 21-15.

I næste runde skal Viktor Axelsen møde malaysieren Lee Zii Jia, der ligger nummer 16 på verdensranglisten. Axelsen ligger selv nummer syv på ranglisten efter sin pause med skades- og allergiproblemer.

Blandet danskerdag

Også Anders Antonsen er videre i turneringen, efter hans modstander trak sig i andet sæt. Han skal møde taiwaneren Tzu Wei Wang i 1/16-delsfinalen.

Til gengæld blev turneringen kort for Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus, der begge tabte i første runde.

Gemke kom ellers godt fra land med en sikker sejr i første sæt i mødet med hjemmebanehåbet Dong-hun Kim, men efter at have vundet første sæt 21-11 tabte han de følgende to sæt 15-21, 13-21.

I mødet med fjerdeseedede Jonatan Christie fra Indonesien blev Hans-Kristian Vittinghus ikke overraskende den lille. Indoneseren vandt 21-16, 22-20.

Ud over de mange herresingler er der også en række andre danskere med i Korea. Tidligere onsdag spillede herredoublen med Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen sig videre, mens det blev til exit for mixeddoublen med Niclas Nøhr og Sara Thygesen.

Korea Open er en Super 500-turnering på World Touren. Fraregnet sæsonfinalen er det tredjehøjeste turneringsniveau.

Finalerne i Korea Open bliver spillet på søndag. TV 2 SPORT sender fra turneringen fra fredag-søndag.