Antonsen og Axelsen taber til undertippede modstandere

16x9
Anders Antonsen. Foto: TV 2 SPORT

Danmarks to bedste herresingler, Anders Antonsen og Viktor Axelsen, røg begge overraskende ud af Korea Open.

De danske badmintonspillere fik en skidt start på torsdagens anden runde ved Super 500-turneringen Korea Open.

Verdens nummer fire og VM-sølvvinderen, Anders Antonsen, var aldrig i nærheden af sejren, da han tabte 15-21, 6-21 til Tzu Wei Wang fra Taiwan, der ligger nummer 25 på verdensranglisten.

Også verdensmesteren i herresingle fra 2017, Viktor Axelsen, er færdig i turneringen. Axelsen tabte 18-21, 16-21 til verdens nummer 16, Lee Zii Jia fra Malaysia.

Antonsen kollapsede

Anders Antonsen havde senest vist gode takter i Super 1000-turneringen China Open, hvor han i sidste uge nåede semifinalen. Undervejs slog han blandt andre den andenseedede Chou Tien Chen.

Efter en sejr i første runde i Korea startede han da også fornuftigt ud i anden runde mod Tzu Wei Wang, hvor han lykkedes med at vende 8-12 til 15-12.

Herfra gik Antonsen dog fuldstændig kold og tabte sættet 15-21.

I andet sæt nåede Antonsen at være foran 1-0, men så tog taiwaneseren over og vandt sættet med hele 21-6. Danskeren så ud til at være træt både mentalt og fysisk.

Axelsen missede ny mulighed for vigtige point

I sidste uge gjorde Viktor Axelsen comeback efter fire måneders pause med astma- og allergiproblemer samt en rygskade. Her tabte han i første runde af China Open til verdens nummer 17, Kanta Tsuneyama.

Derfor er Axelsen også på jagt efter vigtige point til verdensranglisten og OL-kvalifikationen, men i Korea måtte han sande, det kun blev til en enkelt sejr.

Efter den danske herresingle havde slået Zhao Jun Peng fra Kina i første runde, var malaysieren Lee Zii Jia for stor en mundfuld.

Ligesom Antonsen var Axelsen godt med i første sæt, hvor han bragte sig foran 16-12 efter en god stime. Føringen blev dog hurtigt sat over styr, og så tabt danskeren i stedet første sæt med 18-21.

Andet sæt blev en jævnbyrdig affære op til 7-7, inden Lee Zii Jia så småt trak fra. Axelsen kæmpede forgæves med at finde løsningerne mod malaysieren, der spillede klogt. Fra 16-18 tabte Axelsen de næste tre bolde og sættet med 16-21.

Jan Ø. Jørgensen overraskede positivt

Jan Ø. Jørgensen er nu eneste danske herresingle tilbage i Korea Open.
Jan Ø. Jørgensen er nu eneste danske herresingle tilbage i Korea Open. Foto: Arnd Wiegmann / Ritzau Scanpix

Mens de danske favoritter skuffede, sørgede Jan Ø. Jørgensen for rød-hvid opmuntring.

Den useedede dansker slog overraskende ottendeseedede Anthony Ginting fra Indonesien i tre sæt med cifrene 17-21, 21-16, 21-13.

Dermed er Jan Ø. Jørgensen den eneste af de fem danske herresingler, der stillede op i turneringen, som stadig er med efter anden runde. I kvartfinalen fredag skal han op imod Kashyap Parupalli fra Indien, der er nummer 30 i verden.

Blandet dag for herredoublerne

Også herredoublen med Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen er videre, efter at duoen i tre sæt besejrede et par fra Indonesien med 20-22, 21-14, 21-10.

Den anden danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup tabte derimod deres andenrundekamp i to sæt med 17-21, 13-21 til Choi og Seo fra Sydkorea, der ligger nummer 14 i verden.

Korea Open er en Super 500-turnering på World Touren. Fraregnet sæsonfinalen er det tredjehøjeste turneringsniveau på touren.