Sådan gik det danskerne på førstedagen ved Denmark Open
Få overblikket over de syv danske kampe, der blev spillet tirsdag ved Denmark Open.
Se Denmark Open på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
Skuffelse. Skuffelse. Skuffelse.
Sådan var det nærmest at opsummere de danske kampe på førstedagen af Super 750-turneringen Denmark Open.
Seks nederlag blev det til i syv kampe. Eneste succes blev herresinglespilleren Rasmus Gemke, som undervejs ellers var i store problemer.
Han møder i næste runde Jan Ø. Jørgensens overmand, Jonatan Christie.
Men inden den skal spilles på torsdag, gælder det resten af kampene i første runde. De bliver spillet onsdag, hvor blandt andre Viktor Axelsen og Anders Antonsen skal i aktion.
Herunder kan du få overblikket, hvordan det gik hver af de syv danske kampe på førstedagen.
Christine Busch/Amalie Schulz - Lee So Hee/Shin Seung Chan (6. seedet) 7-21, 15-21
Der var mange nerver på, da Busch og Schulz gik ind til dette opgør.
Det betød, at de 18-årige debutanter især i første sæt havde det svært mod koreanerne. Mere spænding var der i andet sæt, uden verdens nummer fem for alvor blev presset. Læs her, hvad de unge danskere havde at sige om debuten.
Rasmus Gemke - Lee Cheuk Yiu 16-21, 21-14, 21-18
Første danske herresinglespiller i aktion var Rasmus Gemke, og det blev en hård start.
Igennem første sæt spillede Gemke forhastet og lavede mange fejl. Det blev der rettet op på i de sidste to sæt, hvor der var mere overblik og overskud i spillet. Læs mere om sejren her.
Line Kjærsfeldt - Beiwen Zhang 12-21, 21-17, 17-21
I første sæt var der ikke meget, der lykkedes for Line Kjærsfeldt. Men efter en sejr i andet sæt begyndte det at se meget lovende ud.
Specielt fordi hun bragte sig på 8-4 og 14-11. Men gang på gang fik Zhang kæmpet sig tilbage. Og da sættet skulle afgøres, viste amerikaneren sig som den stærkeste.
Hans-Kristian Solberg Vittinghus - Tommy Sugiarto 14-21, 21-15, 17-21
Vittinghus skulle ligesom mange af de andre danskere ud i tre sæt for at finde en afgørelse. Efter et skidt første sæt kom Vittinghus ud til andet sæt med mere tro på tingene. Det blev selvforstærkende i løbet af sættet, da pointene også kom.
I tredje sæt var han med til 6-6, inden der begyndte at komme fejl. Her viste Sugiarto mere ro og blev ikke usikker, selv da Vittinghus tog en god stime fra 14-18 til 17-18.
Jan Ø. Jørgensen - Jonatan Christie (6. seedet) 22-20, 12-21, 11-21
Lige efter Vittinghus' kamp gjorde endnu en indoneser det onde ved en dansk herresinglespiller.
Jan Ø. Jørgensen spillede ellers med høj kvalitet, men Christie var bare en tak bedre i det afgørende sæt. Dermed måtte danskeren for tredje gang i træk gå fra banen mod indoneseren med et nederlag.
Mathias Boe/Mads Conrad-Petersen - Han Cheng Kai/Zhou Hao Dong (6. seedet) 19-21, 16-21
For tredje turnering i træk stod de to par over for hinanden. Desværre for danskerne kunne de på hjemmebane ikke tage den tredje sejr i træk.
Boe og Conrad spillede ellers godt i første sæt. De var med hele vejen til 19-19, og det lignede, at der skulle komme en sjælden dansk optur. Men kineserne trak sig sejrrigt ud af sættet. Det samme gjorde de i det efterfølgende sæt, som blev vundet med lidt mere overskud.
Kim Astrup/Anders Skaarup (8. seedet) - Lu Ching Yao/Yang Po Han 18-21, 19-21
Der var nærmest intet, som fungerede for Danmarks bedst rangerede herredouble.
I begge sæt fik de en forfærdelig start, og selv ikke to gode comebacks i sættene kunne forhindre et overraskende tidligt exit. Ikke blot til dem men også til de danske herredouble i turneringen.