Badminton

Stor nedtur: Dansk herredouble overraskende ude

Kim Astrup og Anders Skaarup tabte overraskende i to sæt til et taiwanesisk par.

Se Denmark Open på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Danmark er ude af herredoublerækken ved Denmark Open.

En tidligere så stærkt besat kategori i Danmark led tirsdag aften et lavpunkt, da Kim Astrup og Anders Skaarup som den sidste af slagsen i Super 750-turneringen røg ud.

Højst overraskende vel at mærke. For de gik ind til opgøret som store favoritter mod Lu Ching Yao og Yang Po Han.

Men det taiwanesiske par vandt 21-18, 21-19 i en kamp, hvor danskerne aldrig for alvor kom i gang.

Tæt på to comeback

For der var knap spillet syv minutter af opgøret, før Astrup og Skaarup var bagud 12-4. Og det lignede en hurtig sætpause efter 14 minutter.

Men fem sætbolde blev afværget, og så begyndte håbet at blomstre. Lige indtil der blev smashet ind på kroppen af Skaarup, som ikke kunne nå at få ramt bolden ordentligt.

Det var nu mere makkeren, som havde problemer med spillet. Kim Astrup var under niveau gennem sættet, og det var en af årsagerne til, at doublen hele tiden hang efter.

Ligesom i første sæt lignede det også en stor nedtur, da Lu og Yang bragte sig på 16-11 i andet. Igen kom danskerne dog tilbage og var faktisk foran ved 17-16.

Så var det taiwaneserne tur til at vinde tre bolde i træk. Og selvom Astrup og Skaarup fik udlignet til 19-19, blev det bare ikke deres aften. På matchbolden løftede Astrup bolden ud over baglinjen.