Badminton

Axelsen fejer gulv med sin modstander og er klar til kvartfinalen

Viktor Axelsen levede op til favoritværdigheden i anden runde ved Denmark Open.

Se Denmark Open fra tirsdag til søndag på TV 2 SPORT.

Stemningen fik et ordentlig nøk opad i Odense Idræsthal torsdag aften, da hjemmebanehelten Viktor Axelsen spillede sig i kvartfinalen.

I anden runde slog han thailandske Khosit Phetpradab med cifrene 21-13, 21-15 i en kamp, hvor Axelsen flere gange selv overtog fejeriet fra linjevogteren for at undgå en glat bane.

Kvartfinalen bliver ren dansk, da Axelsen møder Anders Antonsen, som senere på aftenen slog Kantaphon Wangcharoen.

Skarpt angreb

Især i kampens begyndelse gav Axelsen tilskuerne noget for entrébilletterne

Hurtigt fik han et forspring på pointtavlen.

Thailænderen prøvede eksempelvis ved stillingen 8-3 at sætte tempo på, men det blev straffet med det samme, da Axelsen hamrede et smash fra around the head-siden ned langs sidelinjen.

De skarpe angrebsslag fortsatte efter opholdet. Smash og 15-4.

Fejl og en smule ukoncentration gjorde, at Phetpradab kom tættere på i sættet. Helt tæt blev det dog aldrig. For ved stillingen 18-13 lavede thailænderen tre fejl i træk.

Forbedring efter ophold

Det spillemæssige haltede til gengæld for Axelsen i begyndelsen af andet sæt.

Phetpradab begyndte at kunne smashe igennem den danske defensiv og etablerede en føring på 8-4.

Først efter opholdet kom Axelsen bedre med. Længden på hans slag blev bedre, og defensiven kom der styr på. Krydret med angrebsvinderslag bragte danskeren sig i front i sidste halvdel af sættet og kørte sejren hjem.