Badminton

Axelsen smed nerverne: - Det var det bedste spil i lang tid

Viktor Axelsen viste storspil i sin anden runde-kamp ved Denmark Open på hjemmebanen i Odense.

Viktor Axelsen levede op til favoritværdigheden i anden runde ved Denmark Open.

I to overbevisende sæt havde danskeren ikke de store problemer med at spille sig forbi thailandske Khosit Phetpradab med cifrene 21-13, 21-15.

- Jeg var væsentlig mere nervøs i går, end jeg var i dag. Jeg kunne nyde det lidt mere, jeg prøvede at komme lidt mere afslappet ind og sænke skulderne lidt, forklarede en tydeligt tilfreds Viktor Axelsen til TV 2 SPORT efter kampen.

- Jeg synes klart, at det var det bedste spil i lang tid.

Fik hurtig en god følelse

Allerede fra kampens begyndelse var det en tydeligt motiveret og stærkt spillende Viktor Axelsen, der viste sig frem foran hjemmepublikummet i Odense.

Den tidligere verdensmester havde flere flotte angrebsslag med ketcheren og vandt første sæt yderst overbevisende efter en solid føring fra første til sidste bold.

- Jeg følte benene var med mig. Det betyder ret meget, og jeg fik hurtig en god følelse, og den er svær at miste i løbet af sådan en kamp, fortæller Axelsen.

I starten af andet sæt virkede benene dog en anelse mere tunge hos danskeren. Et par fejl sneg sig ind her og der, og så var danskeren bagud med 10-6.

- Jeg spiller lidt for forsigtigt i andet sæt, men det formår jeg at få ændret og komme lidt mere frem på forbanen, og det gør en kæmpe, kæmpe forskel.

Forskellen viste sig ikke kun på banen. På pointtavlen trak danskeren fra og vandt kampen ganske sikkert med cifrene 21-13, 21-15.

I næste runde kan der vente dansk modstand i form af Anders Antonsen, hvis han vinder sin kamp i anden runde mod Kantaphon Wangcharoen.