Badminton

Gemke får bøde - brød bevidst en regel til andenrundebrag

Rasmus Gemke troede, han havde behov for at skifte trøje under kampen mod Jonatan Christie og fravalgte derfor sin hvide trøje.

Se Denmark Open fra tirsdag til søndag på TV 2 SPORT.

Rød.

Farven på Jonatan Christies trøje. Og farven på Rasmus Gemkes i kampen mellem de to spillere ved Denmark Open.

Ifølge reglerne for det internationale badmintonforbund, BWF, er det ulovligt, at spillere har samme trøjefarve på i et opgør. Og det falder tilbage på danskeren.

For i reglerne står der, at det er den højest placerede spillere på ranglisten, som må vælge trøjefarve først til et opgør. Derefter skal modstanderen tilpasse sig.

Da Christie ligger nummer seks og Gemke nummer 21, er det danskeren, som får bøden. 250 dollars - svarende til cirka 1680 kroner.

Én hvid trøje

Gemke følte dog inden opgøret, at han ikke rigtig havde et valg. Så derfor gik han bevidst på banen og brød reglen.

- Reklamen foran på min ene hvide trøje var gået lidt af, så jeg havde egentlig kun én trøje tilbage. Og jeg tænkte, jeg skulle skifte derinde. Det endte jeg så alligevel med ikke at gøre. Så det var måske lidt dumt. Men I ser mig i hvid i morgen, hvis Momota har en rød på, siger han til TV 2 SPORT.

Gemke har dog formentlig ikke noget imod at gribe i sparegrisen. For bøden kommer på en dag, hvor han overraskende slog Christie ud af turneringen. Og spillede sig i kvartfinalen.

Her venter verdensmesteren Kento Momota.

- Jeg glæder mig vildt meget til i morgen. En kvartfinale ved Denmark Open er mega fedt. Jeg har fulgt den her turnering, siden jeg var helt lille, og det ville være det fedeste at gøre det godt her.

- Jeg ved, at det bliver en svær opgave. Han spiller godt, og det er verdens nummer et, men jeg tror bare, jeg skal ind og have fokus på mig selv igen, ligesom jeg havde i dag. Og fuld smadder. Så må vi se, hvor lang tid det rækker, fortæller han.

Programmet for fredagens kvartfinaler er endnu ikke offentliggjort, men det bliver om aftenen, de skal spille.