Badminton

Axelsen smed stor føring i drama og er ude af Denmark Open

Viktor Axelsen tabte sin semifinale i tre sæt til den olympiske mester Chen Long.

Se finalerne på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Der bliver ikke dansk deltagelse, når Denmark Open-finalerne spilles søndag i Odense.

Bysbarnet Viktor Axelsen så ellers ud til at trække sig sejrrigt ud af sin semifinale mod verdensranglistens nummer fem, Chen Long. Kineseren leverede dog et stort comeback og vandt 12-21, 21-14, 21-19.

Dermed missede Axelsen chancen for at spille sig i Denmark Open-finalen for første gang i karrieren.

I hans sted er det Chen Long, der i finalen møder verdens bedste spiller, Kento Momota, der slog Tommy Sugiarto i sin semifinale.

Stærk dansk start

Viktor Axelsen havde 3000 tilskueres støtte i ryggen, og han gav publikummet i hjembyen Odense noget at klappe og råbe af fra start.

En stærk start med flere skarpe slag bragte danskeren foran med 7-2. Her var der både vinderslag langs linjerne og en fræk detalje ved nettet, som snød Chen Long, før kineseren igen kom på tavlen.

Axelsen buldrede dog videre og kom foran 9-3, før Chen Long fik bedre fat i spillet, samtidig med at Axelsen lavede en række fejl.

Chen Long vandt fem point i træk, men Axelsen gik til første sæts ophold foran med 11-8.

Fuld kontrol efter opholdet

Hvis kineseren havde fået færten af Axelsen og en mulig sætsejr, forsvandt den hurtigt efter opholdet, hvor Axelsen kom toptændt ud.

En række uhyre skarpe og flotte slag bragte ham foran med 16-9, og selvom Chen Long slog tilbage med et par vundne dueller i træk, var sættet aldrig ude af Axelsens hænder.

Han sikrede sig otte sætbolde og udnyttede den første med et fantastisk slag ved nettet, hvor han fuldstændig snød Chen Long. Danskeren vandt sættet med 21-12.

Viktor Axelsen vandt første sæt med 21-12 i semifinalen ved Denmark Open mod Chen Long. Video: Bo Bentsen

Under hårdt pres

Gode råd var dyre i den kinesiske lejr i pausen før andet sæt, men der blev nok sagt nogle fornuftige ting til Chen Long.

Han kom i hvert fald stærkt ud til sættet og bragte sig foran med 5-2.

Så fandt Axelsen ellers magien frem igen, og med nye slag i verdensklasse kom han foran med 8-5.

Andet sæt så dog ud til at blive noget mere dramatisk og tæt, for Chen Long bed sig fast og kom tilbage, og ved opholdet var der kinesisk føring på 11-10.

Chen Long havde fat i den lange ende og lagde voldsomt pres på hjemmebanehelten, der pludselig var bagud med 14-11.

Danskeren blev ikke udspillet, men Chen Long fandt bare flere løsninger frem i værktøjskassen. Han bragte sig foran med 18-13, og meget tydede på, at spillerne skulle ud i et tredje og afgørende sæt.

Axelsen satsede i håbet om et comeback, men det udeblev. Med 21-14 tvang Chen Long kampen ud i et tredje og afgørende sæt.

Chen Long vandt andet sæt med 21-14. Video: TV 2 SPORT

Råb og knytnæve

Det blev indledt med en offensiv Axelsen, et råb og en knyttet næve ud til publikum, da danskeren tog sig af kampens første point.

4-1 kom Axelsen også foran, men efter nogle fejl var der hurtigt udlignet.

Det var hårdt og jævnbyrdigt – altså duellerne. For Chen Longs point til 4-4 blev hans sidste før opholdet, hvor Axelsen var foran med 11-4.

Fra 13-5 til 15-13

Opgivende takter var der ingen af fra Chen Long, selvom Axelsen skabte et forspring på otte point lige efter opholdet ved 13-5.

Storspil ved nettet og lange, udmarvende dueller sikrede kineseren en stime på fire point i træk, så Axelsens føring røg ned på 13-9. Her fik Axelsen en smule luft, da Chen Long lavede en sjælden fejl og sendt bolden ud over sidelinjen.

Roen så ud til at være genoprettet, da Axelsen bragte sig foran med 15-9, men fire dueller senere var forspringet helt nede på to point, 15-13.

Det blev en ekstremt nervepirrende og dramatisk afslutning, hvor Chen Long bed sig fast i Axelsen, der dog ikke afgav sin føring.

Axelsen vandt en uhyre vigtig duel, hvor Chen Long havde muligheden for at udligne til 18-18. Kineseren havde også chancen for at udligne kort efter. Her sendte han en bold helt ned mod baglinjen, som Axelsen lod gå.

Den blev dømt ude, men kineseren tog en challenge og fik ret. Derfor var stillingen 19-19.

Chen Longs store comeback var en realitet, og i den efterfølgende duel tilspillede han sig en matchbold, da han fik presset Axelsen ned.

Den blev udnyttet, og dermed blev en slukøret Axelsen sendt ud.