Badminton

Svingende Axelsen kæmper sig videre i French Open

Viktor Axelsen er klar til kvartfinalen i French Open efter en sejr i tre sæt over japaner.

Det gik op og ned for Viktor Axelsen, da den danske badmintonstjerne torsdag bookede en plads i kvartfinalen i French Open.

Heldigvis for Axelsen gik det mest op, da japanske Kanta Tsuneyama blev besejret i tre sæt med cifrene 21-9, 11-21, 21-15.

I kvartfinalen fredag skal Axelsen møde Ng Ka Long Angus fra Hongkong, der torsdag noget overraskende sendte verdensranglistens nummer to, Chou Tien Chen, ud.

Axelsen kom flyvende ud til kampen mod Kanta Tsuneyama. Fra stillingen 2-2 trak den tidligere verdensmester fra, og sættet blev vundet i overbevisende stil.

I andet sæt blev det hele vendt på hovedet. Axelsen kom slet ikke i gang, og så skulle der et tredje sæt til for at afgøre kampen.

Det var modsat de første to mere jævnbyrdigt. Danskeren havde et lille overtag og kunne gå til den indlagte pause foran 11-9. Det lykkedes ikke Tsuneyama at komme tættere på, og så spillede Axelsen sig videre uden for alvor at være truet, da det gjaldt.

Kort efter spillede fjerdeseedede Anders Antonsen sig også videre i Paris med en sejr over japaneren Kenta Nishimoto.

Anders Antonsen spillede sig videre ved French Open efter sejr i to sæt over Kenta Nishimoto. Video: Malthe Henriksen

Danmarks højest rangerede herresingle vandt en tæt kamp med 21-19, 21-18 og står i kvartfinalen over for Jonatan Christie fra Indonesien.

De to spillere har mødt hinanden to gange tidligere og hver vundet en kamp. Begge hidtidige møder fandt sted i år.

Tidligere torsdag spillede herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup sig i kvartfinalen efter en sand gyser.

Det danske par måtte ud i tre sæt mod malaysiske Aaron Chia og Soh Wooi Yik, hvoraf det sidste blev vundet 23-21. Undervejs var Astrup og Skaarup ellers bagud både 8-14 og 13-16, inden de efter et flot comeback fik spillet sig videre.

Knap så godt gik det for Line Kjærsfeldt, der ikke kunne stille meget op mod indiske Saina Nehwal, der vandt 21-10, 21-11 over danskeren. Dermed røg den sidste danske damesingle ud af turneringen.

Senere torsdag skal Hans-Kristian Vittinghus i aktion. Det samme skal herredoublen med Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen samt Mathias Christiansen og Alexandra Bøje i mixeddouble.

French Open rangerer ligesom sidste uges Denmark Open på næsthøjeste niveau på World Touren som Super 750-turnering. Den franske turnering har en samlet præmiepulje på lidt over fem millioner kroner.