Badminton

Axelsen spiller sig sikkert videre til semifinalen ved French Open

Heller ikke denne gang havde Viktor Axelsen problemer med at slå Ng Ka Long, som danskeren nu vundet otte ud af otte indbyrdes opgør mod.

På en dag med to danske nederlag trådte Viktor Axelsen i karakter i sin kvartfinale mod Ng Ka Long ved French Open.

I kampen mod en af danskerens favoritmodstandere formåede Ng Ka Long heller ikke denne gang at byde Axelsen op til dans på badmintonbanen. Kampen endte 21-17, 21-16 til Axelsen, som møder Anders Antonsens banemand fra kvartfinalen, Jonatan Christie, i semifinalen lørdag.

Den 25-årige dansker nu vundet alle otte indbyrdes opgør mod hongkongeren, selvom han fredag gik på banen med småskavanker.

- Jeg kom ud lidt, som jeg havde frygtet med stive stænger og ondt i ryggen hist og pist, men jeg vidste også godt, at på de her dage gælder det om at overleve de første ti minutter, og så kommer det, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Efter en periode med skader, der har holdt ham væk fra turneringer, er danskeren tilbage, og for anden turnering i streg står han nu i semifinalen.

- Jeg er mega glad, fordi det er hårdt. Jeg bruge rigtig mange mentale og fysiske kræfter i sidste uge (til Denmark Open, red.). Min krop skal lige vænne sig til at være tilbage til 'tournament mode' igen.

I lørdagens semifinale mod Jonatan Christie går Axelsen ind med overhånden statistisk, hvor han har vundet tre af spillernes fire tidligere indbyrdes opgør. Senest med en sejr i Singapore Open i april.