Badminton

Axelsens voldsomme kramper fortsatte efter kampen

Viktor Axelsen følte sig som en invalid i semifinalens afslutning. Efter kampen blev han igen ramt af kramper.

Viktor Axelsen havde efterladt alt ude på banen, og det kom igen til udtryk i minutterne efter hans French Open-semifinale.

Bag banen ude ved pressen lagde den 25-årige dansker sig på det kolde gulv med voldsom krampe i sit højre baglår. TV 2 SPORTs reporter, som var i nærheden, måtte derfor hjælpe den afkræftede dansker med at få bugt med smerten.

Til sidst lykkedes det den 194 centimeter høje dansker at komme på højkant, og efter en rum tid bag lukkede døre kom han ud til at pressen og satte ord på nedturen, hvor han smed en føring på 19-10 i tredje sæt til Jonatan Christie.

- Det er frygteligt at stå derinde med krampe og føle sig som en invalid. Det er bare pisseirriterende, og jeg er mega skuffet lige nu. Jeg er mest ærgerlig over, at det skulle ske lige dér, siger han til TV 2 SPORT og henviser til, at krampen i baglåret for alvor blev slem i kampens afsluttende fase.

Viktor Axelsen har haft problemer med skader i denne sæson og misset mange turneringer på grund af det. Lørdag stod han i sin anden semifinale på to uger, men problemerne med kramperne var ikke noget, danskeren havde forudset.

- Jeg synes egentlig ikke, at jeg var så fysisk træt før kampen. I løbet af kampen har jeg det også fint, men i starten af tredje sæt kramper mit inderlår, og så ved jeg godt, at den er gal. Men jeg er rimelig skuffet over, at jeg ikke formår at finde de sidste to bolde.

Landstræner: - Det er ikke rart

Trods de fysiske problemer havde Axelsen spillet sig i en fordelagtig situation i det afgørende sæt, men kroppen gjorde det svært at afgøre duellerne. Han fortæller, at han havde svært ved noget så basalt som at hoppe.

Fra sidelinjen kunne den danske landstræner, Kenneth Jonassen, følge Axelsens lidelser på tæt hold.

- Viktor og jeg kommer til at 'second guess' os selv de næste 24 timer for, om det var noget andet, man kunne gøre. Kunne man gå efter en netkant... Han prøver alle de her små ting, og der er en læge inde. Der var bare ikke mere. Hatten af til Christie, der ikke laver en fejl, siger Kenneth Jonassen, der ikke kunne gøre alverden for at støtte sin lidende spiller.

- Det er ikke rart, når man kan se, at han prøver med alt, han (Viktor Axelsen, red.) overhovedet har, og at man kan se, at man egentlig ikke rigtig er i stand til at hjælpe ham.

Viktor Axelsen ærgrer sig over, at han ikke kunne afgøre kampen. Video: TV 2 SPORT