Badminton

Chen Long slår danskeres onde ånd og genvinder French Open

Chen Long besejrede i finalen i French Open Jonatan Christie, der sendte tre danskere ud af turneringen.

Rutinerede Chen Long gjorde, hvad Jan Ø. Jørgensen, Anders Antonsen og Viktor Axelsen ikke formåede i badmintonturneringen French Open.

I finalen genvandt den 30-årige stjerne fra Kina titlen, da han slog unge Jonatan Christie fra Indonesien 21-19, 21-12.

Chen Long tabte senest finalen i Denmark Open til Kento Momota, men søndag i Frankrig var der altså gevinst.

Første sæt var lige til 11-11, men så trak Christie lidt fra til 15-12. Chen Long fik udlignet til 15-15, og det blev også 17-17.

OL-guldvinderen fra Rio brugte sin rutine og tog de næste to point.

Bagud 19-20 sendte Christie bolden i nettet, og så tog Chen Long første sæt 21-19.

22-årige Jonatan Christie sendte Jan Ø. Jørgensen ud i første runde, Anders Antonsen ud i kvartfinalen og Viktor Axelsen ud i semifinalen tidligere i turneringen, og han var godt med i første sæt.

I andet sæt blev der taget chancer af begge spillere, og Chen Long bragte sig foran 7-5. Igen fulgtes de to spillere ad, men det var mere på fejl end vinderslag.

Christie skruede op for tempoet og bragte sig foran 11-9, men Chen Long svarede igen med fem point i træk og bragte ham foran 14-11.

Det knækkede indoneseren, og foran 17-12 var vejen banet til en ny titel i Frankrig til Chen Long, der blev verdensmester i 2014 og 2015.

I damesingle vandt Se Young An fra Sydkorea over spanske Carolina Marín med 16-21, 21-18, 21-5.

French Open rangerer ligesom sidste uges Denmark Open på næsthøjeste niveau på World Touren som Super 750-turnering. Den franske turnering har en samlet præmiepulje på lidt over fem millioner kroner.