Badminton

Kolding og Mogensen sejrer i første kamp sammen: - Fedt at være tilbage

Mads Kolding og Carsten Mogensen fik turneringsdebut sammen.

Selvom parret officielt blev sat sammen i marts, har Carsten Mogensen og Mads Kolding først nu spillet den første kamp sammen.

Så skete det.

Efter syv måneders ventetid slog Carsten Mogensen og Mads Kolding sig i gang som doublemakkere. Tilmed med succes.

Det skete i Super 100-turneringen Saarlorlux Open i Tyskland. Efter en lidt tvivlsom start vandt de i første runde over kineserne Fan Qiu Yue og Ren Xiang Yu.

- Det var svært. Men samtidig mega fedt at være tilbage. Det var det, som fyldte i hovedet hele tiden, siger Kolding til TV 2 SPORT.

Der var dog nogle startvanskeligheder for det danske par. Specielt i første sæt, der blev tabt 21-14. I andet og tredje sæt kom parret langt bedre med og vandt 21-17, 21-11.

- Vi finder hinanden rigtig godt, da vi begynder at bevæge os bedre og får slået de rigtige slag i stedet for at tage for meget slåskamp. Det vigtigste var, at vi bare blev ved, selvom vi ciffermæssigt fik lidt på munden i første sæt. Det var det mest positive derinde, fortæller han.

Lang vej til topniveau

En af årsagerne til, at parret ikke har spillet i turnering tidligere, har været Mads Koldings fysiske tilstand. I det sene forår måtte de melde afbud til en række turneringer, da han døjede med en diskusprotrusion, der er forstadiet til en diskusprolaps.

En rygskade, som gav ham problemer både på banen og i dagligdagen. Dermed blev han og Mogensens turneringsdebut udskudt på ubestemt tid.

Nu går det dog meget bedre. I mandags var han til holdkamp i Badmintonligaen, som var en af de første rigtige kampe, efter han er vendt tilbage.

- Der er stadig lang vej til topniveau, men jeg har trods alt også været ude i otte måneder, så det er også utopi at tænke, det kommer, så snart man kommer på banen igen.

- Jeg vil også lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke kunne mærke det. Men glæden ved at spille overskygger ret meget, hvordan jeg har det. Så må vi tage det andet, når turneringen er slut. Lige nu tænker jeg ikke så meget over det. Jeg synes bare, det er fedt. Det er klart det vigtigste, siger doublespilleren.

Mads Kolding og Carsten Mogensen blev sat sammen efter All England. Kolding spillede tidligere med Mads Conrad-Petersen, mens Mogensen udgjorde en duo med Mathias Boe. De to eks-makkere spiller nu også sammen.

I anden runde for Kolding og Mogensen venter et ubeskrevet fransk par i Samy Corvee og William Villeger.