Badminton

Badmintonforbund har fundet afløseren for fyret assistent

Jesper Hovgaard er ny assisterende landstræner.

Jesper Hovgaard følger efter fyrede Kim Nielsen som assisterende landstræner for landsholdet i badminton.

Badminton Danmark har igen ansat en assisterende landstræner. Den nye på posten er Jesper Hovgaard, der har været ansat som U19-landstræner.

Hovgaard får primært ansvar for damedoublekategorien og skal være assisterende landstræner i resten af den igangværende OL-periode frem til næste sommer, lyder det fra forbundet i en pressemeddelelse.

Sportschef Jens Meibom mener, at man har fundet den helt rette til jobbet.

- Jesper har været hos os som U19-landstræner de seneste 18 måneder, og han har i den grad vist sig som en dygtig og meget vellidt træner, der har skabt flotte resultater i U19-årgangen og løftet opgaven med at koordinere og kommunikere med klubtrænere på fineste vi.

Forbundet har manglet en assisterende landstræner, efter at Kim Nielsen for knap to måneder siden blev fyret for upassende opførsel og sprogbrug over for spillerne.

Mens Hovgaard bliver hovedansvarlig for damedoublerne, fortsætter cheflandstræner Kenneth Jonassen som ansvarlig for herresinglerne.

Elitecentertræner Thomas Stavngaard står for mixeddoublerne, og landstræner Jakob Høi får det primære ansvar for damesingle og herredouble.