Badminton

Axelsen tilbage med sejr - har sparet kroppen efter voldsomme kramper

Den danske herresingle Viktor Axelsen vandt første runde i Fuzhou China Open efter en uge, hvor en smadret krop har sat sig præg på forberedelserne.

Viktor Axelsen var tirsdag tilbage i en turneringskamp, da han vandt 21-15, 21-19 over japanske Kanta Tsuneyama i Super 750-turneringen Fuzhou China Open.

- Jeg følte mig okay på banen, og jeg er ved at få gang i kroppen igen, slår Axelsen fast over for TV 2 SPORT.

For bare ti dage tabte han nemlig semifinalen i French Open, efter han havde været foran 19-10 i tredje sæt. Axelsen fik ganske enkelt voldsomme kramper, og så var der ikke mere at stille op. Kramperne fortsatte efter kampen, som billederne over artiklen viser.

Kroppen har sendt nogle signaler

Dagen efter slog han fast, at kroppen havdet det "ad helvede til", og det kunne få betydning for forberedelserne til Fuzhou China Open. Halvanden uge senere kan Axelsen bekræfte, at det har været tilfældet.

- Jeg kunne nærmest ikke træne i sidste uge. Jeg har måske fået et par træninger ind, men mit baglår har været godt smadret efter French Open.

- Det har været frustrerende, jeg ikke har kunnet træne mere, men samtidig er det også noget, jeg har været nødt til at acceptere, i og med kroppen bestemt har sendt nogle signaler om, den ikke har været klar til at hamre igennem i træningslokalet, siger Axelsen.

'Man skal nok derud'

Det var specielt hans højre inderlår, der krampede under semifinalen i Frankrig mod Jonatan Christie. Derfor har det også været den muskel, der har taget knap en uge om at komme sig helt. Axelsen er dog fortrøstningsfuld og slår fast, at det på ingen måde er alvorligt, andet end kroppen har været træt.

- Det var først søndag, hvor jeg ikke for alvor kunne mærke det i låret mere. Men man skal nok også derud, for at kroppen vænner sig til at være i turnerings-mode igen. Så det er lidt ømhed, og nu hvor det er gået fint, og jeg har vundet, så er jeg sikker på, jeg nok skal være endnu mere klar til anden runde torsdag.

I anden runde venter et møde med indiske Kashyap Parupalli eller thailandske Sitthikom Thammasin, der søndag vandt Super 300-turneringen Macau Open.

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender fra Fuzhou China Open det meste af ugen, hvor der første gang er TV-billeder torsdag morgen klokken 3.