Badminton

Boe og Conrad vinder endnu et møde med kinesisk toppar

Mathias Boe og Mads Conrad er klar til anden runde i Hong Kong Open.

Herredoublen med Mathias Boe og Mads Conrad spillede sig videre i Hong Kong Open, da de på fjerde gang på to måneder mødte kineserne Han og Zhou.

Spillerne behøver nærmest ikke at give hånd og hilse på hinanden, for de kender efterhånden hinanden rigtig godt.

Danske Mathias Boe og Mads Conrad vandt onsdag 15-21, 21-17, 21-16 over verdens nummer otte, kineserne Cheng Kai Han og Hao Dong Zhou.

Det var doublernes fjerde møde siden China Open i midten af september - vel at mærke ud af fem mulige og alle i første runde af en Would Tour-turnering. Et lodtrækningsscenarie, der allerede har fået Mathias Boe til at reagere og kalde badminton en amatørsport.

Skidt dansk sæt vendt til sejr

Når man nu skal møde de samme modstandere hele tiden, så er det jo meget godt at have styr på dem. Sådan havde det været i to ud af tre hidtidige møder for Boe og Conrad, og i første runde ved Super 500-turneringen Hong Kong Open var danskerne igen stærkest.

Kinesiske Han og Zhou kom ellers bedst fra start i første sæt og bragte sig hurtigt foran 4-0. Selvom danskerne fik udlignet føringen, så fik Boe og Conrad aldrig rigtig fat i en stærk kinesisk offensiv.

Han og Zhou rykkede først fra 13-10 til 16-10, og kort efter var føringen 20-12, inden kineserne på fjerde sætbold fik lukket sættet med 21-15.

Andet sæt var mere lige, inden Boe og Conrad rykkede fra 10-11 til 15-11. En føring, modstanderne aldrig hentede, og så skulle det hele afgøres i tredje og afgørende sæt.

Her viste den danske herredouble hurtigt, at de var skarpere taktisk, og da Boe og Conrad foran 11-9 tog fem point i træk, så begge par ud til at kende udfaldet af kampen. Selvom det noget at blive en smule nervøst, da 19-12 blev til 19-16, endte det hele med en dansk sejr og en plads i anden runde.

Her skal Mathias Boe og Mads Conrad møde russerne Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov.

Mere dansk succes

Den anden danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup formåede også at spille sig videre til anden runde.

Astrup og Skaarup vandt 21-14, 19-21, 21-12 over tyskerne Mark Lamsufss og Marvin Seidel.

I damedoublekategorien var Maiken Fruergaard og Sara Thygesen endnu mere overbevisende, da de slog indiske Ashwini Ponappa og Reddy N. Sikki med 21-13, 21-12.

Verdensmesteren i herresingle fra 2017, Viktor Axelsen, havde ingen problemer med at slå sydkoreaneren Son Wan Ho, der stadig kæmper for at komme helt tilbage fra en alvorlig skade. Axelsen vandt 21-9, 21-14.

Senere onsdag skal flere danske herre- og damesingler i aktion.

TV 2 SPORT sender fra Hong Kong Open første gang fredag klokken 5.