Badminton

Overraskende sejr har stor betydning: - Det er forfærdeligt at ligge der

Sara Thygesen (forrest) og Maiken Fruergaard er nummer 32 på verdensranglisten.

Sara Thygesen og makkeren Maiken Fruergaard er uden for top-30 i verden, men kan se frem til et spring med pladsen i kvartfinalen ved Hong Kong Open.

Se Hong Kong Open fra fredag på TV 2 SPORT

Danmarks bedste damedouble har haft et svært 2019 og var ikke spået mange chancer i 1/8-finalen ved Super 500-turneringen Hong Kong Open mod verdens nummer seks.

Alligevel endte det med dansk sejr på 21-13, 22-20 over koreanske Kim og Kong, som sender Sara Thygesen og makkeren Maiken Fruergaard frem til en sjælden kvartfinale.

- Det betyder meget. Vi ved, vi kan. Det har bare været svært at finde i lang tid. Det har bølget op og ned det sidste halve år, og jeg har været skadet det første halve år, siger Sara Thygesen til TV 2 SPORT.

- Nu har vi ramt den to kampe i streg, og det har vi heller ikke gjort i et stykke tid. Det betyder utroligt meget for vores selvtillid.

I første runde slog de et useedet indisk par i to overbevisende sæt.

Balancerer på vippen

Den danske duo er røget helt ned som nummer 32 på verdensranglisten, og netop den placering er spærregrænsen for adgang til de største turneringer på World Touren, hvor man ikke kan spille sig til en plads via kvalifikation.

Sara Thygesen spiller også mixed double, hvor hun sammen med Niclas Nøhr er helt nede som nummer 55.

Der kommer lidt stædighed: ”Det kan fandeme ikke passe"

Sara Thygesen, badmintonspiller

Resultatet i Hongkong bør dog betyde, at der bliver lagt afstand til spærrelinjen.

- Det er forfærdeligt at ligge der lige uden for top-30. Kan det her hjælpe på det, er det rigtig rart, siger Sara Thygesen.

- Nogle gange kan man komme ind i en turnering, andre gange kan man ikke. Det er rigtig irriterende. Nu er jeg også røget et stykke ned ad ranglisten i mixed double, og det er da forfærdeligt, at man ikke altid kan spille de samme turneringer.

Danskerne var overbevisende i første sæt mod Kim og Kong og var foran med 15-7 i andet sæt.

Kunne ligeså godt have tabt

Men så begyndte koreanerne at spille det, Thygesen kalder "traditionel, kedelig badminton", og det havde hun og makkeren svært ved at omstille sig til.

Pludselig er der udlignet. Og pludselig har modstanderne sætbold.

- Det var irriterende, for vi spiller fremragende badminton. Vi fører 15-7, og de får arbejdet sig stille og roligt ind i kampen, så der kommer lidt stædighed: ”Det kan fandeme ikke passe, at vi ikke kan vinde den her.”

- Men det kunne lige så hurtigt være glippet, for de gør næsten alt rigtigt til sidst og får spillet os korrekt. Vi prøver hele tiden at holde os selv fast på, hvad vi skal ind og gøre, og tør tage de rigtig valg og spille badminton i stedet for at flygte fra bolden. Det betyder utroligt meget, siger Sara Thygesen.

Tre dueller efter den koreanske sætbold var den danske sejr så en realitet.

Kan slå alle i svær hal

Dermed kan Thygesen og Fruergaard nu se frem til en kvartfinale fredag, hvor verdensranglistens nummer to, kinesiske Chen og Jia, venter.

Selvom de aldrig har slået dem før, er der optimisme hos danskerne. Nøglen til sejr er den samme som i torsdagens 1/8-finale og førsterundekampen: Den svære hal med vind skal tæmmes.

- Hallen er sådan, at det er lidt ligegyldigt, hvem man møder. Kan du finde ud af at spille forholdene, kan man gøre det rigtig godt mod rigtig mange par og måske også slå dem, så jeg vil hellere sige, at ser vi bort fra, hvem der står på den anden side, og løser vi forholdene korrekt, så vinder vi, siger Sara Thygesen til TV 2 SPORT.

Deres kvartfinale spilles omkring klokken 6 dansk tid, men ligger ikke på tv-banen. Det gør de tre øvrige danske kvartfinaler derimod.

Se med på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 5 og få overblikket over kampene her: