Badminton

Danske badmintondoubler misser semifinaler i Hong Kong Open

Både den tilbageværende danske herredouble og damedouble tabte i kvartfinalen i Hong Kong Open.

Se Hong Kong Open fra fredag på TV 2 SPORT

Fire danske kvartfinalepladser blev sikret torsdag. To i double-kategorien og to i single-kategorien.

Men torsdagens danske dominans ved Hong Kong Open fortsatte ikke fredag morgen.

Mathias Boe og Mads Conrad tabte tidligt fredag morgen i to sæt til det indonesiske par Hendra Setiawan og Mohammad Ahsan.

Boe og Conrad var i forvejen også undertippede, hvis der vurderes ud fra verdensranglistens placering. Det danske par er nemlig nummer 28 i verden, mens Ahsan og Setiawan er nummer to.

Den store forskel på verdensranglisten kom også til kende på banen.

Den danske herredouble tabte nemlig med cifrene 21-11, 21-11 og var derfor aldrig rigtig i nærheden af en semifinaleplads.

Kvinderne kæmpede bravt

Damedoublen Maiken Fruergaard og Sara Thygesen var oppe imod lige så hårde odds som Boe og Conrad.

De skulle nemlig også spille mod verdensranglistens nummer to – kinesiske Yi Fan Jia og Qing Chen Chen.

De danske kvinde bed lidt mere fra sig end mændene. I første sæt tabte de snævert 22-20, mens de i andet sæt kunne se sig selv være foran med 15-14. Det kinesiske par satte derefter dødsstødet ind og vandt andet sæt 21-18.

De to danske nederlag betyder, at Viktor Axelsen og Anders Antonsen er de eneste resterende danskere i turneringen i Hong Kong.

Viktor Axelsen (5) møder Cheuk Yiu Lee, som er nummer 27 på verdensranglisten, mens Anders Antonsen (3) møder Jonathan Christie, der er nummer seks i verden.

Axelsens kamp spilles omkring klokken 12.30, mens Antonsens ligger omkring 14.00. Se med på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 5.