Badminton

Axelsen kommer med en opfordring til 'alt for seriøse' forældre

Viktor Axelsen i aktion mod Kento Momota.

Viktor Axelsen modtager ofte spørgsmål fra forældre, der ønsker, at lige netop deres børn får succes på en badmintonbane.

Forældre vil som regel deres børn det bedste.

Men viljen og ivrigheden til at se sine børn få succes kan også have negative følger, hvis det bliver for meget. Det mener den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen, der på de sociale medier i stigende grad får henvendelser fra forældre verden over.

Min frygt er, at flere og flere forældre vil prøve at tage kontrol over deres børns træning alt for tidligt

Viktor Axelsen

I et opslag på Facebook har Axelsen delt sine tanker i forhold til de mange spørgsmål, der ofte handler om, hvad forældrene kan gøre for, at det lige netop er deres børn, der bliver den næste badmintonstjerne.

- Min frygt er, at flere og flere forældre vil prøve at tage kontrol over deres børns træning alt for tidligt. Og at det bliver alt for seriøst alt for tidligt, skriver Viktor Axelsen og fortsætter:

- Det vigtigste for mine forældre var, at jeg kunne lide at spille badminton, og at jeg syntes, det var sjovt. Jeg er ikke sikker på, at jeg var blevet forelsket i spillet, hvis mine forældre havde 'pacet' mig til at have fire private træningssessioner om ugen i en alder af syv, otte eller ni.

- Det gør mig altid ked af det, når jeg har set andre børns forældre blive sure på dem, fordi de ikke har gjort det godt nok i en træning eller tabt en kamp i en U9- eller U11-turnering. Det værste er, hvis en forældre tager til sit barns træning en gang imellem for at sidde bag banen og se på, som om verden går under, hvis deres barn ikke lever op til deres forventninger, skriver Axelsen.

Er aldrig selv blevet pacet af sine forældre

Den tidligere verdensmester og verdensetter skriver, at det ofte er spørgsmål som, hvor ofte han trænede, da han var barn, hvor mange personlige træningssessioner han har haft, eller hvilken ketcher man skal købe til sit barn.

Viktor Axelsen, der iøvrigt gør det klart, at han ikke selv har titlen som forældre, har på grund af de mange spørgsmål valgt at skrive, hvordan han selv oplevede sin opvækst inden for badmintonverdenen.

- Da jeg var barn, blev jeg aldrig 'pacet' af mine forældre. Det var aldrig nødvendigt, fordi da jeg for første gang gik ind i Odense Badminton Klub, blev jeg forelsket i sporten.

- I forhold til hvor mange private træningstimer, jeg har haft, da jeg var yngre, kan det tælles på to hænder. Ikke meget! Men hvad jeg ofte gjorde var at tage ned i klubben sammen med mine holdkammerater. Vi kom som regel noget tid før starten på vores træning eller i løbet af weekenderne. Vi spillede nogle små, sjove spil eller lavede nogle tricks, hvor vi forsøgte at lave de samme skud, som vi havde set de bedste spillere gøre, skriver Axelsen.

Viktor Axelsen har i år vundet Barcelona Masters og India Open, mens det er blevet til finalenederlag i All England.