Badminton

Antonsen gik kold ved sæsonfinalen med gylden mulighed for øje

22-årige Anders Antonsen vandt sin sidste gruppekamp ved sæsonfinalen, men en sejr i tre sæt var ikke nok til at gå videre fra gruppen.

Den danske herresingle Anders Antonsen var inden dagens afgørende gruppekampe ved sæsonfinalen bevidst om, at ét scenarie kunne sende ham videre til semifinalen.

Antonsen fuldførte dog ikke selv sin del af opgaven, da han "blot" vandt i tre sæt med 23-21, 12-21, 21-12 over verdens nummer 19, Tzu Wei Wang fra Taiwan. Havde Antonsen vundet i to sæt, var han gået videre til semifinalen.

Kort forinden havde danskeren nemlig fået den fornødne hjælp af verdensmesteren Kento Momota, da japaneren slog Jonatan Christie i to sæt, hvilket var påkrævet, hvis Antonsen skulle have en chance for avancement.

Momotas sejr var i hus, da Antonsen på imponerende vis sikrede sig første sæt efter et stort comeback. En rædselsfuld 0-7-start på andet sæt blev dog afgørende for, at Antonsen aldrig kom tæt på at vinde i to sæt.

Uprovokerede fejl og dårlig bevægelse

På vej ind på banen kunne Anders Antonsen finde positiv energi i, at resultatet i den anden gruppekamp mellem Kento Momota og Jonatan Christie var ved at flaske sig set med rød-hvide briller.

Det betød, at Antonsen selv kunne gøre arbejdet færdigt ved at vinde i to sæt over Tzu Wei Wang, og han bragte sig hurtigt foran 3-1.

Alligevel var det de uprovokerede fejl fra danskerens side samt manglende bevægelse, der langt hen i første sæt blev et tema. Antonsen kom bagud 7-12, og selvom han vandt fem point i træk, var han kort efter bagud 14-19.

Overlevede fire sætbolde i stort comeback

Det flotte spil fra gårsdagens kamp mod Momota manglede, men alligevel gravede Antonsen dybt og fandt pludselig den rigtige taktik, mens Tzu Wei Wang havde svært ved at finde løsninger.

Bagud 17-20 og under maksimalt pres - kun ét point fra at misse drømmen om en plads i semifinalen - overlevede Antonsen først tre sætbolde. Ved 20-21 var danskeren igen bedst under pres, og så lukkede han sættet med 23-21 i dansk favør.

Forfærdelig start på andet sæt

Desværre for Antonsen var der højt at flyve og meget, meget dybt at falde efter et forrygende comeback. Inden danskeren havde nået at blinke, var han bagud 0-7.

Antonsens kollaps i andet sæt fortsatte, og han kom bagud både 4-12 og 5-17, inden det lykkedes ham at pynte på stillingen med seks point i træk. Han kunne dog ikke forhindre Tzu Wei Wang i at vinde andet sæt 21-12. Konklusionen var samtidig, at Antonsen derfor var ude af sæsonfinalen, selvom der manglede et sæt af kampen.

Dansk sejr til sidst

Modsat var den taiwanesiske herresingle videre til semifinalen, og derfor var forventningerne, at ingen havde den store lyst til at spille tredje sæt. Den teori blev dog hurtigt gjort til skamme, da begge spillere viste storspil og satte alt ind i jagten på en sejr.

Fra 7-7 i tredje sæt trak danskeren stille og roligt fra, og da han rykkede fra 13-11 til 17-11, blev kampen reelt afgjort. Antonsen vandt tredje sæt 21-12.

Anders Antonsen slutter trods sejren sæsonfinalen på sidstepladsen i sin gruppe, da han er dårligere indbyrdes end både Tzu Wei Wang og Jonatan Christie, mens Kento Momota topper gruppen.