Badminton

'Amatøragtigt' i sæsonfinalen - klar fejldom sender ekspert i det røde felt

Verdens nummer fire i mixed double, thailandske Dechapol og Sapsiree, blev ramt af en klar fejldom i deres semifinale ved sæsonfinalen.

- Nej, nej, nej, nej, neeeeej.

Reaktionen var ikke til at tage fejl af hos TV 2 SPORTs badmintonekspert, Joachim Fischer, da thailænderne Dechapol og Sapsiree lørdag mødte kinesiske Wang og Huang ved sæsonfinalen.

Dechapol og Sapsiree, der ligger nummer fire på verdensranglisten, var bagud 13-14 i første sæt af semifinalen, da den kinesiske herre, Wang, steg til vejrs og sendte et smash af sted. Dechapol lavede en sikker opsamling, men kampens dommer, Rohana de Silva fra Sri Lanka, dømte fejl og stoppede duellen.

'Ikke i nærheden af at røre jorden'

Dommeren mente, at bolden havde ramt jorden, før thailænderen slog den tilbage. En klokkeklar fejldom, der kunne ses med det blotte øje. Den langsomme gengivelse bekræftede blot de frustrationer, som ekspert Joachim Fischer og Dechapol selv havde.

- Den er ikke i nærheden af at røre jorden, inden han tager den. Årh, hvor er jeg træt af de her kendelser i badminton. Det er så amatøragtigt. Det må ikke ske sådan noget, lød det fra Joachim Fischer, inden han tilføjede:

- Det koster det her point og næste point, fordi det sidder i dig som spiller. Det er så dyrt, når man spiller med så små marginaler i de her kampe. En fejldom og et-to point kan have en kæmpe betydning.

Begge de thailandske spillere prøvede at appellere til kampens dommer, men Rohana de Silva stod fast på sin kendelse og bad dem med et smil om at gå tilbage og spille videre.

Rohana de Silva bad spillerne gå tilbage og spille videre.

Blichfeldt ramt af samme kendelse

Netop denne dommerfejl ses mere og mere hyppigt.

Den danske damesingle Mia Blichfeldt blev eksempelvis ramt af det samme under VM for fire måneder siden på et meget afgørende tidspunkt.

I hendes kamp i tredje runde havde hun sætbold ved stillingen 21-20, men undervejs i duellen dømte dommeren fejl på Blichfeldt. Kampens stigedommer, Kelly Hoare, mente, at bolden havde ramt jorden, inden Blichfeldt lavede sin opsamling.

Endnu en dommerfejl i semifinalerne

Under semifinalerne i sæsonfinalen stod australske Kelly Hoare så for endnu en fejl. I herredoublen mellem indonesiske Gideon og Sukamuljo og japanerne Endo og Watanabe så hun ikke, at de indonesiske verdensettere begge ramte bolden i samme moment.

Det fik dog ingen betydning, da japanerne vandt pointet.

Dommeren Kelly Hoare ser ikke, at Gideon og Sukamuljo begge rammer bolden i semifinalen ved sæsonfinalen mod Endo og Watanabe.

Kendelser som disse har fået TV 2 SPORTs anden badmintonekspert, Jim Laugesen, til at efterlyse, at det internationale badmintonforbund, BWF, indfører et system, hvor den slags kendelser også kan ses igennem på video.

Ligesom man kan kalde en challenge på linjedommerens kendelse, hvis man spiller på en bane med hawkeye.

Det er dog ikke noget, BWF indtil videre har valgt at gå videre med.