Badminton

25-årig doublespiller stopper på landsholdet

David Daugaard (tv.) spillede i en periode sammen med Mathias Christiansen (på billedet), inden han sluttede med Frederik Søgaard. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Den danske herredoublespiller David Daugaard har besluttet sig for at stoppe på det Nationale Elite Træningscenter, hvor landsholdsspillerne træner.

Efter knap fem år på landsholdstræningen i Brøndby har 25-årige David Daugaard besluttet at opgive sine drømme om en international badmintonkarriere. Han træder dermed ud af eliteprogrammet.

Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse. Her gør de det klart, at herredoublespilleren selv har besluttet at stoppe.

- Det har selvfølgelig været en svær beslutning, når badminton har været det vigtigste i mit liv de seneste mange år. Jeg kan dog mærke, at jeg ikke længere har den nødvendige motivation og gejst, som kræves for at komme til tops i international badminton, siger David Daugaard i pressemeddelelsen.

Vandt EM-bronze i 2017

De fleste badmintonkendere blev bekendt med David Daugaards navn, da han i en årrække spillede sammen med Mathias Christiansen i herredouble.

Sammen lykkedes det i 2017 herredoublen at vinde EM-bronze på hjemmebane, efter de slog All England-vinderne fra 2016, Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov, i kvartfinalen. I semifinalen tabte de dog til rutinerede Mathias Boe og Carsten Mogensen.

Siden blev Daugaard sat sammen med Frederik Søgaard, med hvem han vandt DM-sølv sidste år. Hverken i den nuværende eller tidligere konstellationer er det dog for alvor lykkedes David Daugaard at slå igennem på den store scene, og han har stået i skyggen af op til flere gode herredoubler fra Danmark.

- David har meddelt mig, at han ønsker at stoppe på det Nationale Elite Træningscenter og udgår af Badminton Danmarks eliteprogram. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, som vi altid er, når en spiller vælger at stoppe, men omvendt har vi også stor respekt for Davids beslutning. Vi takker David for vores samarbejde frem til nu og ønsker ham al held og lykke fremover, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.

Søgaard skal have ny makker

På baggrund af udmeldingen fra David Daugaard skal Frederik Søgaard også have en ny makker. I den forbindelse slår Jens Meibom fast, at det formentlig foreløbig blot bliver et midlertidigt makkerpar, som Søgaard bliver en del af.

- Vi kommer først til at lave nye faste doublekonstellationer efter OL. Frem til da skal vi forsøge at finde en midlertidig løsning til Frederik, så han kan komme ud at spille nogle turneringer. Jakob Høi (landstræner med ansvar for herredoublekategorien, red.) er allerede gået i gang, og nu vil han og Frederik sætte sig ned og kigge på mulighederne, siger Meibom.

Herredoublen med David Daugaard/Frederik Søgaard ligger på nuværende tidspunkt nummer 66 på verdensranglisten. Parret har dog ikke spillet turneringer det sidste lange stykke tid, efter Frederik Søgaard har været ramt af en alvorlig skade, som han snart er tilbage fra.

I mellemtiden spillede Daugaard blandt andet en turnering, hvor han dannede herredouble-konstellation med Carsten Mogensen.