Badminton

Forbund hjælper Momota på hospitalet

Kento Momota stiller ikke op i denne uges Super 500-turnering.  Mohd Rasfan / Ritzau Scanpix

Verdensetteren Kento Momota var natten til mandag dansk tid involveret i en færdselsulykke.

Denne artikel er opdateret. Det har tidligere fremgået, at Momotas afbud til Indonesia Masters skete efter ulykken. Det er ikke tilfældet.

Det internationale badmintonforbund støtter verdensstjernen Kento Momota og de tre andre passagerer, der tidligt mandag morgen var involveret i en alvorlig færdselsulykke i Malaysia.

Deres velbefindende er vores højeste prioritet, og jeg kan forsikre om, at vi gør alt, hvad vi kan for at støtte dem.

Thomas Lund, generalsekretær i BWF

Ulykken skete på en motorvej, mens Momota og tre andre passagerer var på vej til den internationale lufthavn i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Her kørte den minibus, Momota sad i, sammen med en lastbil. Chaufføren af minibussen døde, oplyser både det malaysiske og det internationale badmintonforbund. Kento Momota slap med en brækket næse og sår i ansigtet.

- BWF sender kondolencer til chaufførens familie, siger generalsekretær Thomas Lund i en pressemeddelelse.

- Heldigvis er Momota, de to personer fra den japanske stab og en hawkeye-operatør i stabil tilstand.

- Deres velbefindende er vores højeste prioritet, og jeg kan forsikre om, at vi gør alt, hvad vi kan for at støtte dem.

Her ses den forulykkede bil efter sammenstødet.

Ulykken i Malaysia skete cirka 12 timer efter Kento Momotas finalesejr over Viktor Axelsen. De fire passagerer er blevet indlagt på et hospital til observation.

Axelsen sender hilsen

Ligesom det internationale badmintonforbund sender Viktor Axelsen også en hilsen til de berørte.

- Trist at læse om ulykken i Kuala Lumpur her til morgen. Kondolencer til chaufførens familie og nære.

- Jeg håber, Kento Momota, Foster William Thomas, Hirayama Yy og Morimoto Arkiguki kommer sig hurtigt, skriver Viktor Axelsen på Twitter.

Momota og hans to landsmænd skulle være fløjet fra Malaysia til Japan, da verdensetteren ikke stiller op i denne uges turnering i Indonesien. Det var besluttet flere dage inden ulykken.