Badminton

Dansker sender overraskende verdensetteren ud

Line Kjærsfeldt er videre til anden runde i Indonesia Masters (ARKIVFOTO). Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Line Kjærsfeldt skulle kun bruge to sæt på at sende førsteseedede Chen Yufei ud.

En dansker stod bag en af de store overraskelser i første runde ved Indonesia Masters.

Line Kjærsfeldt besejrede verdensetteren, Chen Yufei, med de klare cifre 21-18, 21-14.

I næste runde venter amerikanske Beiwen Zhang, som i sin førsterundekamp slog den kinesiske kvalifikationsspiller Zhang Yiman ud.

Dansk pointstime gjorde forskellen

Kjærsfeldt var foran gennem det meste af første sæt, men kom bagud for første gang ved 16-15. Chen Yufei var også foran 18-17, men her viste den danske damesinglespiller klassen ved at vinde fire point i træk.

I andet sæt var forskellen på de to spillere overraskende stor. Den førsteseedede kineser fik ganske vist den bedste start med en føring på 3-0 og 5-2.

Kjærsfeldt tog dog en fornem pointstime fra 4-6 til 10-6, og det gjorde forskellen.

I resten af sættet var danskeren aldrig i reel fare for at miste sin føring, og hun udbyggede blot sin føring.

Verdensetteren kommer ellers fra en frisk turneringssejr fra Malaysia Masters i sidste uge.

Ligesom Indonesia Masters er den kategoriseret som en Super 500-turnering på World Touren.

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender fra Indonesia Masters fra fredag klokken 7.