Badminton

Astrup og Skaarup smed føring mod toppar i afgørende sæt

Kim Astrup og Anders Skaarup var tæt på at levere overraskelsen mod verdens nummer fem, men de sluttede med at tabe i tre sæt.

Se semifinalerne fra Indonesia Masters lørdag fra klokken 6 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Det blev ikke til rene danske sejre på kvartfinaledagen ved Super 500-turneringen Indonesia Masters.

I den fjerde danske kamp ud af fire mulige tabte Kim Astrup og Anders Skaarup til verdens nummer fem, Muhammad Rian Ardianto og Fajar Alfian.

Danskerne var ellers tæt på at tage sejren, men de tabte med cifrene 21-18, 13-21, 17-21.

Semifinalen bliver ren indonesisk, da de forsvarende verdensmestre Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan venter.

Smed føring i afgørende sæt

Første sæt var et af de helt tætte. Ingen af parrene havde en føring på mere end to point før sættet skulle afgøres. For her tog danskerne et ryk fra 18-17 til 20-17 og afgjorde på deres anden sætbold.

Indoneserne ville ikke storme det fanatiske hjemmebanepublikum og kom stormende ud til andet sæt.

Selvom Astrup og Skaarup fik udlignet til 4-4, så nåede de aldrig at være i front i sættet.

Hver gang Alfian og Ardianto overtog sejren formåede de at skaffe to til tre point yderligere. Det største ryk kom ved 14-10, da de vandt fem bolde i træk. Dermed var sættet reelt afgjort, selvom danskeren fik et par point til sidst.

Anderledes skarpe var Astrup og Skaarup fra begyndelsen af tredje sæt. Fra start tog de føringen, og selvom indoneserne flere gange fik udlignet, opbyggede danskerne et forspring ved opholdet på 11-8.

Da indoneserne kom over på samme side, hvor de vandt andet sæt, viste de mere kvalitet. Løftet af de indonesiske fans åd de mere og mere af danskernes forspring og tog en afgørende stime fra 12-15 til 18-15.

Selvom stimen blev brudt, formåede Astrup og Skaarup ikke at komme tilbage og vinde kampen.

Danmark er i lørdagens semifinaler repræsenteret i damedouble (Sara Thygesen og Maiken Fruergaard) og herresingle (Viktor Axelsen og Anders Antonsen).