Badminton

Antonsens unge overmand er et talent, der skal holdes specielt øje med

18-årige Magnus Johannesen har set mange timers video af verdensetteren Kento Momota, og så drømmer han om en fast plads på landsholdstræningen.

Det var ikke hvilken som helst spiller, Magnus Johannesen havde taget 13 point mod.

Det var verdensranglistens nummer seks. Sidste års VM-sølvvinder. Anders Antonsen.

Men det var lige nøjagtig, hvad den 18-årige nordjyde gjorde i DM-kvartfinalen. Fra 3-1 til 16-1. En helt uhørt stime. Som blev skabt på baggrund af godt spil fra den ret så ukendte Johannesen.

I resten af kampen fortsatte han med at tage fusen på Antonsen og tog sensationelt sejren.

- Han var velspillende. Det var ikke sådan, Anders bare smed det væk. Han spillede godt og lavede nogle lækre ting.

- Nu er han trådt ind på den scene, og det, jeg allerbedst kunne lide, var, at han greb chancen, da den var der. Det er et ungt talent, vi skal holde øje med, lyder det fra TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Set video af Momota

Der flyder fjer i årene hos den unge knægt fra Brønderslev.

Hans moster er VM-bronzevinderen i damesingle fra 1999, Mette Sørensen. De to har et tæt forhold, og hun ved, hvor meget tid den venstrehåndede Aalborg Triton-spiller har brugt på at studere spillet.

- Han er en dreng, som er så dedikeret. Han har brugt tusindvis af timer på at se video af Kento Momota og også af Anders Antonsen. Han vil det og er målrettet. Hans tid skal nok komme, spår den tidligere VM-medaljevinder.

Der er ingen tvivl om, at han i det tekniske og taktiske er rigtig stærk

Kenneth Jonassen, cheflandstræner

Teknisk og taktisk rigtig stærk

Johannesen rystede ikke på fjerene, da han fik chancen mod Antonsen. Den første matchbold blev vekslet til jubelbrøl.

Samme mentale overskud har han vist i sin korte karriere. De seneste tre år har han vundet ungdoms-DM i sin respektive årgang. Alle finaler var i tre sæt. Og nogle blev vundet med kun to point.

Det er en kvalitet, som cheflandstræner Kenneth Jonassen har lagt mærke til.

- Det viser jo, at der er et godt hoved på Magnus. Han ved, hvornår han skal slå til. Lige nu ser det ud til, han trives i de svære kampe, siger Jonassen og fremhæver også andre styrker ved Johannesen:

Magnus Johannesen på 18 år besejrede Anders Antonsen i DM-kvartfinalen.

- Der er ingen tvivl om, at han i det tekniske og taktiske er rigtig stærk. Den udvikling er jeg glad for at se.

- Han er også oppe og kan spille noget rigtig højt tempo, og han bevæger sig også godt. Så kan råstyrken komme på senere. Han er stadig meget ung.

Stolt over herresingleniveauet

Endnu en overraskelse blev det ikke til ved DM for Johannesen.

I semifinalen sørgede 34-årige Hans-Kristian Solberg Vittinghus for at sende ham ud af turneringen. Men det var bestemt ikke uden kamp.

- Det er ekstremt imponerende at slå Anders, og det er nærmest endnu mere imponerende, at han kan levere på højt niveau igen dagen efter, fortæller Vittinghus.

Også den et år yngre herresinglespiller Mads Juel Møller bliver fremhævet som et af de store talenter.

Møller og Johannesen har mødt hinanden i finalerne ved ungdoms-DM, og det gjorde de også ved dette års senior-DM. Her vandt Johannesen en tæt andenrundekamp i tre sæt.

- Det er blot to af mange navne, som vi har. Det gør mig mega stolt at se herresingleniveauet herhjemme, understreger Vittinghus.

Skal trænes af cheflandstræneren

Magnus Johannsen får en ekstra stor chance for at vise sig frem i den kommende uge.

Normalt får landstrænerne kun de store talenter for alvor at se til DM en gang om året. Men i uge syv skal Johannesen sammen med omkring 12 andre unge herresingler til Brøndby for at prøve kræfter med en landsholdstræning under Kenneth Jonassen.

Selvfølgelig er Magnus en af dem, vi i Badminton Danmarks øjemed har fokus på

Kenneth Jonassen, cheflandstræner

Men selvom han allerede nu får lov til at snuse til elitetræningen, er der stadig lang vej til, at han får sin daglige gang blandt de andre landsholdsspillere.

- Det vigtigste er, at der er nogle trin i hans udvikling, der bliver taget gradvist i stedet for at gøre det på baggrund af et resultat fra DM. Det vil absolut være den forkerte beslutning.

- Men der er ingen tvivl om, at han over det næste halvandet år gennemgår en proces, hvor han får flere og flere træninger i Brøndby, således han kan tilpasse sig Brøndby-erfaringen. Ligesom vi har gjort tidligere med de spillere, som er topnavne. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, siger Kenneth Jonassen.

Drømmer om landsholdstræning

Cheflandstræneren har ikke lyst til at sætte ord på potentialet og lægge et unødvendigt pres på Johannesen.

Han hæfter sig blot ved, at der er sket en markant positiv udvikling, siden han så ham til DM sidste år.

- Så selvfølgelig er Magnus en af dem, vi i Badminton Danmarks øjemed har fokus på sammen med en del andre herresingler omkring den samme alder.

Fokus har Magnus Johannesen også selv på at blive en fast del af landsholdstræningen i Brøndby.

- Det er noget, som jeg håber, kommer til at ske på et tidspunkt. Lige nu træner jeg i Aarhus flere gange om ugen. Det fungerer fint. Men at komme derover er det, jeg drømmer om og arbejder hårdt for.