Badminton

Vittinghus forpurrer komets chance for en DM-finale

Hans-Kristian Solberg Vittinghus har muligheden for at vinde sin første DM-titel.

Se DM-finalerne i badminton lørdag fra klokken 13 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Ungdommen bed fra sig, men det var rutinen, som sejrede.

Derfor blev det 34-årige Hans-Kristian Solberg Vittinghus og ikke den blot 18-årige Magnus Johannesen, der spillede sig i dette års DM-finale i herresingle.

Efter en tæt kamp vandt den erfarne Vittinghus med 21-18, 19-21, 21-10.

I finalen møder han Viktor Axelsen, der besejrede Jan Ø. Jørgensen i to sæt. Fynboen har vundet DM én gang.

- Jeg er glad for at være i finalen. Det bliver sjovt at møde Jan Ø. Jørgensen eller Viktor Axelsen. Det er en kamp mod nogle af de bedste i verden, og det der gør det sjovt stadig at spille badminton. Det er jeg super glad for at få en mulighed for, sagde Hans-Kristian Solberg Vittinghus til TV 2 SPORT efter sin kamp.

Vittinghus har fortsat sin første DM-titel til gode. Han har ellers været i finaler i 2018, 2015 og 2014. Netop Axelsen var modstanderen i 2014.

Fejl af i slutningen af sættet

Magnus Johannesen havde spillet sig frem til semifinalen via en sensationel sejr over den tredobbelte danmarksmester Anders Antonsen.

Vittinghus skulle være den næste store skalp.

Johannesen kom uimponeret ind til kampen og spillede lige op med sin 16 år ældre landsmand.

Det irriterede mig, at der var lidt lyd fra Magnus hele tiden

Hans-Kristian Solberg Vittinghus, badmintonspiller

Han havde også gode føringer undervejs i første sæt med 12-9 og 17-14. Derfra gik han dog i stå.

Vittinghus spillede sig på 20-18 og tog også første sæt, da Johannesens krydsdrop blev sendt i nettet.

Hyldet af publikum

I andet sæt kom Vittinghus klart bedst ud. Han virkede opsat på at vise sin yngre modstander, hvordan der skal spilles seniorbadminton.

Johannesen kom bagud 3-9, men havde ikke tænkt sig at give op. Takket være to gode stimer fik han udlignet til 12-12.

Vittinghus trak igen fra til 18-14, men så begyndte nerverne at vise sig hos den rutinerede spiller.

Ungdommens gåpåmod viste sig fra sin bedste uimponerede side. Især duellen til 19-19 var et af højdepunkterne. Vittinghus forsøgte at slå igennem sin modstander med hårde smash og højt tempo, men gang på gang fik Johannesen den tilbage.

Den unge nordjyde vandt også de næste to bolde og dermed sættet. Til stort bifald fra publikum i Ceres Arena i Aarhus.

Fysisk overtag hos Vittinghus

Knap havde bifaldet lagt sig, før Vittinghus hævede tempoet. Og lydniveauet.

For hver vundne duel blev efterfulgt af et højt råb. Tydeligvis for at vinde den mentale kamp over sin modstander.

- Det irriterede mig, at der var lidt lyd fra Magnus hele tiden. Også mellem duellerne. Så det var lidt for at prøve og sige, at jeg stadig var der, og at det var mig, som dominerede.

- Så det var bare en kamp i kampen. Han skal have lov til at råbe, det han vil. Så det var for at give lidt igen, fortalte Vittinghus.

Både den mentale og fysiske kamp blev vundet. For kræfterne slap op hos Johannesen efter flere hårde kampe på tre dage.

Selv ikke lækre slag og detaljer kunne gøre noget over for Vittinghus, som kørte sin modstander over i det tredje og afgørende sæt.