Badminton

Anders Antonsen kåret som årets spiller

Anders Antonsen leverede flere store resultater i 2019 (ARKIVFOTO). Fabrice Coffrini / Scanpix Denmark

Anders Antonsen vandt tre turneringer i 2019 og opnåede andenpladser ved VM og Indonesia Open.

Anders Antonsen har for første gang i karrieren vundet prisen som 'Årets Spiller'.

Prisen blev uddelt til herresinglespilleren i forbindelse med DM-finalerne i Aarhus.

- Det er bekræftelsen på et rigtig godt år, hvor det gik hurtigt. Der skete mange ting. Jeg var med langt fremme mange gange. Så virkelig et fedt år med mange store oplevelser, fortæller han.

Antonsen vandt prisen foran Mia Blichfeldt og Viktor Axelsen. Tidligere er han blevet kåret til 'Årets Komet' to gange.

I 2019 havde Anders Antonsen sin karrieres resultatmæssigt bedste år.

Han vandt Super 500-turneringen Indonesia Masters, guld ved European Games, guld ved DM, VM-sølv, andenpladser i Super 1000-turneringen Indonesia Open og Super 300-turneringen Spain Masters.

Desuden etablerede han sig som en fast del af top-10 på verdensranglisten. I efteråret nåede han i seks uger at ligge nummer tre på ranglisten. Hans højeste placering i karrieren.

Nedenstående stemmer har dannet grundlag for valget af Årets Badmintonspiller:

  • en afstemning for alle via www.badminton.dk og TV 2 SPORT (flest stemmer – én stemme)
  • en afstemning blandt spillerne i Badminton Danmarks spillergrupper (flest stemmer – én stemme)
  • en afstemning blandt badmintonkyndige journalister (flest stemmer – én stemme)
  • en indstilling fra Team Danmark (én stemme)
  • en indstilling fra DIF (én stemme)
  • en indstilling fra landstræner (én stemme)
  • en indstilling fra TV 2 SPORTs Team Fjer (én stemme)

Tidligere vindere af Årets Badmintonspiller

  • 2004 – Jens Eriksen
  • 2005 – Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl
  • 2006 – Jens Eriksen og Martin Lundgaard
  • 2007 – Tine Rasmussen
  • 2008 – Tine Rasmussen
  • 2009 – Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl
  • 2010 – Mathias Boe og Carsten Mogensen
  • 2011 – Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen
  • 2012 – Mathias Boe og Carsten Mogensen
  • 2013 – Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl
  • 2014 – Jan Ø. Jørgensen
  • 2015 – Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl
  • 2016 – Thomas Cup-holdet
  • 2017 – Viktor Axelsen
  • 2018 – Kim Astrup og Anders Skaarup