Badminton

Axelsen har ondt af Momota, men øjner 'kynisk' mulighed for at indfri sin drengedrøm

Kento Momotas afbud til All England har gjort vejen til en All England-triumf en smule lettere for danske Viktor Axelsen.

Viktor Axelsen blev både trist og rystet, da han hørte, at hans japanske rival, Kento Momota, havde været involveret i en trafikulykke.

En ulykke der nu har vist sig at holde verdensetteren ude i en længere periode, så han misser All England.

- Lige meget hvordan man vender og drejer det, er det forfærdeligt, at det er sket, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Lørdag kom det frem, at Kento Momota har haft problemer med sit ene øje efter ulykken i januar, og at han derfor har ladet sig operere.

Det oplyste det japanske badmintonforbund ifølge det internationale badmintonforbund, BWF.

Axelsen ser muligheder i Momota-fravær

Den japanske badmintonstjerner kommer dermed ikke til at forsvare sin All England-titel fra sidste år, hvor han besejrede netop Viktor Axelsen i finalen i tre sæt.

Og alt andet lige giver Momotas fravær Viktor Axelsen en bedre mulighed for at vinde den turnering, han altid har drømt om at nå til tops i.

- Hvis du kigger på det kynisk, er det selvfølgelig en fordel for alle herresinglespillere, at Momota ikke er med. Han har været nærmest uovervindelig i lang tid nu. Så det er selvfølgelig en mulighed for alle os andre nu, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Men det er ikke bare en billet til et godt resultat. Det kræver stadig, at du leverer dit allerbedste for at gøre det godt til All England. Så det har jeg tænkt mig at prøve at gøre.

Jagten på en drengedrøm

Viktor Axelsen blev lørdag dansk mester, da han besejrede Hans-Kristian Solberg Vittinghus i finalen. Det var Axelsens første DM-triumf i seks år.

DM er en del af en lang fase frem mod forårets helt store turnering, All England, der løber af stablen fra 11. marts.

- Det er en drengedrøm, der vil gå i opfyldelse, hvis jeg kan vinde All England, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Men selvom den måske største favorit til All England-titlen har meldt afbud, er der fortsat meget arbejde, der skal gøres, hvis det skal ende med en titel.

I hvert fald maner hovedpersonen selv til besindighed.

- Jeg glæder mig selvfølgelig meget til All England. Men jeg er også meget ydmyg omkring det, for der er mange gode spillere derude, og hvis jeg ikke spiller op til mit bedste, kan jeg tabe til mange.

- Men jeg er på rette vej. Jeg gør, hvad jeg kan. Jeg giver den fuld hammer. Og så håber jeg på, jeg står skarpt i Birmingham, siger Viktor Axelsen.

En person dræbt i ulykken

Det var 13. januar, at Momota var involveret i en bilulykke i Kuala Lumpur i Malaysia sammen med fire andre personer.

Chaufføren af bilen, en 24-årig malaysisk mand, omkom i ulykken, der skete på en motorvej. Momota pådrog sig et brud på næsebenet og flere sår i ansigtet.

Ulykken skete blot et halvt døgn efter, Momota havde vundet Super 500-turneringen Malaysia Masters med en finalesejr over danske Axelsen.

Næste opgave for Viktor Axelsen er EM for hold, der begynder allerede i den kommende uge.