Badminton

Danske kvinder og herrer klar til gruppefinaler ved EM

Hans-Kristian Solberg Vittinghus under DM-finalen i lørdags mod Viktor Axelsen. Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Ingen af de fem kampe varede mere end 20 minutter, da Danmarks herrelandshold besejrede Letland ved EM.

Danmark - Letland: 5-0

  • 1-0: Viktor Axelsen over Andis Berzins
  • 2-0: Jan Ø. Jørgensen over Pauls Gureckis
  • 3-0: Hans-Kristian Solberg Vittinghus over Niks Podosinoviks
  • 4-0: Mathias Boe/Mads Conrad-Petersen Andis Berzins/Pauls Gureckis
  • 5-0: Kim Astrup/Anders Skaarup over Niks Podosinoviks/Toms Preinbergs

Letland hører til blandt badmintonsportens mindre lande, og balterne fik som ventet ikke et ben til jorden mod Danmarks herrelandshold ved EM i Frankrig.

Danskerne vandt 5-0 i et opgør, hvor ingen af de fem kampe varede mere end 20 minutter.

Letlands status i det internationale hierarki illustreres fint ved, at landets bedste spiller, Andis Berzins, er rangeret helt nede som nummer 1407 i verden.

Han kunne intet stille op mod Viktor Axelsen, der lagde for ved at vinde 21-6, 21-9.

Jan Ø. Jørgensen fulgte op ved at give sin modstander henholdsvis 7 og 8 point i de to sæt, mens Hans-Kristian Vittinghus tog den tredje singlesejr med 21-1, 21-14.

Heller ikke de to doubler Mathias Boe/Mads Conrad-Petersen og Kim Astrup/Anders Skaarup havde de fjerneste problemer med deres lettiske modstandere.

Det er Danmarks anden sejr i lige så mange kampe. Tirsdag åbnede danskerne turneringen med en klar sejr over Wales.

Torsdag venter den sidste og sværeste modstander i den indledende gruppe i form af Schweiz.

Danmark - Irland: 5-0

  • 1-0: Julie Dawall Jakobsen over Rachael Darragh
  • 2-0: Line Christophersen over Kate Frost
  • 3-0: Mette Poulsen over Sara Boyle
  • 4-0: Mette Poulsen/Alexandra Bøje over Kate Frost/Moya Ryan
  • 5-0: Amalie Magelund/Freja Ravn over Sara Boyle/Rachael Darragh

Det danske damelandshold vandt senere ligeledes med 5-0 i kampen mod Irland, som også var holdets sejrscifre tirsdag.

Mette Poulsen sikrede Danmark to sejre, da hun først vandt sin singlekamp for så lige efter at vinde sin damedouble med landsholdsdebutanten Alexandra Bøje.

Julie Dawall Jakobsen og Line Christophersen vandt de øvrige singler, mens Amalie Magelund og Freja Ravn sørgede for den sidste sejr i damedouble.

Torsdag venter Estland i gruppefinalen. Begge lande har vundet to kampe ud af to mulige.