Badminton

Fighteren der fik ondt i livet

Svend Pri i sit es - på badminton-banen i en hård fight Per Kjærby / Scanpix Denmark

Svend Pri var en fighter af Guds nåde på badmintonbanen, men han havde ikke redskaberne til at få livet til at hænge sammen efter karrieren

- Kom så Svend. Kom så Svend.

Med afdæmpet inderlighed krydser DR Sportens kommentator Finn Kobberø alt, hvad der krydses kan.

Det er afgørelsens time i badminton-sportens hellige haller. Empire Pool i London. Den mest mytiske turnering over dem alle, All England.

Det er den 22. marts 1975 og på den ene side af nettet står elegantieren over dem alle. Manden der har vundet de seneste syv titler i den vigtigste turnering i verden. Indoneseren Rudy Hartono. På jagt efter sejr nummer otte, der vil give den teknisk funderede spiller rekorden for flest gevinster. En mere end danske fjerbold-legende Erland Kops.

På den anden banehalvdel står Hartonos diametrale modsætning. Svend Pri. En fighter af Guds nåde fra Amager, der ikke havde begrebet at give op i sit ordforråd. En mand, der smed sig i duellerne og spillede sig direkte ind i hjerterne hos tilskuerne. Pri serverede ikke badminton af den højtbelagte slags. Du fik, hvad du så. Og så havde han en forhammer af et smash.

Havde det været en duel i en boksering havde det været den dansende indoneser mod en slugger af en dansker. Havde det været i et koncerthus, havde det været ballet mod træskojazz.

Men nu er det på badminton-banen i Empire Pool, hvor de to kombattanter står. Igen. For de har været her før i den fineste finale af dem alle. I deres hvide polotrøjer med den strikkede vest udover. Så klassisk som det kan være. I den mest klassiske turnering.

Fem år tidligere tørrede Hartono nærmest gulv med danskeren i to sæt. 15-7, 15-1 lød cifrene. Og det blev kun lidt bedre to år efter i 1972, hvor Hartono igen gjorde det grimme ved Svend Pri. 15-9, 15-4.

Nu står han her igen. Den 29-årige amagerkaner. Men aldrig har han stået på den fineste scene med så stor en fordel overfor rivalen. Første sæt tog danskeren sig af med 15-11. Og nu er han i ombolde i andet sæt ved stillingen 14-14, og ved stillingen 2-0 bare et enkelt point fra sit livs triumf.

Rudy Hartono (tv) og Svend Pri i Empire Pool for 45 år siden ved finalen i All England

Hartono overlever den første matchbold. Indoneseren maskerer sit drop ved nettet, så Svend Pri ikke kan grave den op fra gulvet. Serven skifter til indoneseren.

Men danskeren vinder serven tilbage, da Hartono slår bolden i nettet. Svend Pri løfter armene i lettelse over, han igen blot er en enkelt bold fra triumfen.

- Uh. Anden sæt- og matchbold til Svend Pri, lyder det fra Kobberø.

Danskeren samler fjerbolden op fra gulvet og giver den et klem, så den ikke kan bruges længere. Han vil spille matchbolden med en frisk fjerbold. Han tager sit karrygule håndklæde op og tørrer sveden af ansigtet.

- Kom så Svend. Et point fra All England-mesterskabet i herresingle 1975, kommer det fra kommentatoren.

Folkets fighter

Der er All England. Og så er der alle andre turneringer.

I en verden uden et verdensmesterskab, så er den traditionsrige britiske turnering, det nærmeste man kommer på at kåre en konge af fjerbolden.

Det er den turnering, man helst vil vinde. Det er her alle stiller op. Cremen af cremen er med. Hvert år.

Og ingen hersker på smukkere vis end Rudy Hartono.

En mand, der ikke tramper rundt på banen. Han glider nærmest umærkelig henover underlaget. Som et langt svæv. Altid i balance. Altid med overblik. Udstyret med en flair fra naturens hånd, som han forvalter til perfektion. Han nærmest maler sine kampe med ketsjeren.

Svend Pri derimod er mere en tung dieselmotor i forhold til den heliumsvævende Hartono.

En spiller med en kompromisløshed indbygget, der var tydelig, når han nægtede at give op. Når han med sit træningsraseri forsøgte at bevise, at der skal mere til en rent talent, hvis man skal til tops. Der skal arbejdes hårdt. Og det gjorde Svend Pri.

Han sled og slæbte. Og spillede sig ind i folkets hjerter, for mens Hartono lignede en aristokrat i sin elegance, så lignede Pri et arbejderklassens pragteksemplar, der kunne smøge ærmerne op, når der krævedes et stykke mandfolkearbejde for at hive sejren hjem. Og kunne blive ved. Til han segnede. Og så et stykke mere.

Se det kunne de knap så badminton-kyndige forstå. En ting er at kunne beundre fodbarbejde og maskerede slag. Det kræver indsigt. En anden ting er en forhammer af et smash og et brandsår på knæet efter man havde kastet sig efter en umulig bold. Det kræver ikke den store fjerboldeksamen at kunne anerkende.

Svend Pri var karismatisk på banen. I sådan en grad, at det ikke kun var det danske publikum, der elskede ham. Også Hartonos landsmænd havde taget den danske fighter til sig. Ikke mindst fordi han som den eneste nogensinde havde besejret Hartono hjemme i badminton-katedralen Istora Senayan med 8.000 ellevilde og støjende fans på lægterne.

Men også fordi han bød det indonesiske publikum op til dans.

Der findes en historie om, at danskeren – efter de indonesiske tilskuere højlydt havde jublet over Pris fejl i et opgør mod Hartono – valgte at tage ketsjeren under armen, da Hartono sendte en bold i nettet, for at applaudere den indonesiske fejl. Det var et sprog de forstod. Det var et universelt mandsmod. Og de elskede. Indoneserne elskede Svend Pri.

Den står 2-0 i omspillet. Det er anden matchbold. Danskeren server langt. Hartono returnerer, og Svend Pris løft bliver egentlig for kort. Indoneseren forsøger i et hop at stikke den langt ned i forhåndssiden, men danskeren går tidligt på bolden og Hartono er fanget. Fjerbolden rammer det grønne underlag.

- Og der er den Svend. En lykkelig vinder. Det har han arbejdet på i årevis, lyder det fra DR Sportens udsendte.

Svend Pri hopper to gange med armene højt hævet over hovedet. Ansigtet er fortrukket et eller andet sted mellem udmattelse, glæde og gråd.

Han bevæger sig over til Hartono og lægger næsten kærligt sit hoved mod indoneserens i en kort anerkendelse. Takker dommeren, og griber hurtigt sine ting, og løber så ud af hallen.

- Han er faktisk ved at græde, lyder det knastørt.

Rørt til tårer

Og det var emotionelt. Der var tårer. Ikke bare hos danskeren selv. Det var der også hos familien og vennerne og de danske holdkammerater i Empire Pool. Det her var en milepæl. Det han havde kæmpet for, fightet for.

Livets helt store triumf. Midt i sit livs spotlight.

At vinde verdens største turnering. Over verdens bedste spiller. Intet ville kunne overgå det. Intet.

Han havde vundet All England før i mixed-double. Men det her var noget ganske andet. For hvem vil være hertug og hertuginde, når man kan være kongen af ketsjersporten?

Da Svend Pri skal have sølvpokalen som bevis på herredømmet står han nærmest forlegen. Han ryster igen og igen på hovedet. En mand, der ikke kan forstå, hvad det er, han har opnået.

Til sidst i sekundet inden han får overrakt trofæet, giver han hånd med højre, mens hans venstre hånd finder panden. Han tager sig til hovedet. Uforståeligt er vel det ord, der må finde sig lige bag pandebrasken hos den triumferende dansker. Sit livs triumf.

All or nothing

Men hvor går man hen efter det absolutte højdepunkt?

Svend Pri fortsatte ufortrødent og kompromisløst. Løftet op til stjernestatus efter sin gevinst i turneringen over dem alle. Med al den opmærksomhed, der fulgte med i kølvandet.

Svend Pri foran sin forretning i Amager Centret efter karrieren var slut

Svend Pri fightede videre. Videre med det han elskede. Badminton-sporten.

To år senere i 1977 stod han i den første VM-finale nogensinde i Malmø, og tabte til landsmanden Flemming Delfs.

Tre år senere var det slut. Som 35-årig. Et nyt liv skulle tage sin form. Men hvilket liv? Med hvilket indhold?

Spotlightet blev slukket, som ved et simpelt tryk på en kontakt. Mørket. Stilheden. For hvad sætter man i stedet for den altopslugende fornemmelse af at have noget på spil. På den midterste bane med alles øjne rettet mod én?

Svend Pri åbnede både en sportsforretning og en bodega i Amager Centret. Han forsøgte også at være landstræner uden succes. Bevare sit forhold til sin elskede sport. Men han havde ikke det taktiske blik. Han kendte kun en metode – sin egen. Og den gik ikke i en rolle, hvor han virkede fejlcastet. Uden blikket for at gøre andre bedre.

Men mest af alt var tomheden. Badminton var alt.

Har du tanker om selvmord?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, hjælper det at få sat ord på de svære tanker og følelser.

Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11.00-04.00. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Det er også muligt at skrive eller chatte med Livslinjens rådgivere.

Du kan også kontakte Psykiatrifonden, der tilbyder personlig rådgivning og samtale til mennesker med psykiske sygdomme og problemer. Telefonnummeret er 39 25 25 25.

Hvor de andre fra landsholdet havde uddannelser, de vendte tilbage til og brugte som springbræt til nye udfordringer. Så var og blev Svend Pri helt og holdent en badmintonspiller. En spiller med svært ved livet efter karrierens sidste sus.

Og vejen ud af det tomrum blev den smerteligste af dem alle. Men for en mand, der spillede kompromisløst og levede kompromisløst, så var det taktikken – også efter karrieren.

All or nothing. Alt eller intet.

Den 8. juni 1983 begik Svend Pri selvmord.

Artiklen er skrevet på baggrund af avisartikler og klip fra DR fra finalen, samt samtaler med de tidligere badminton-spillere Flemming Delfs, Steen Skovgaard og Jim Laugesen – samt Benni Holst Andersen.