Badminton

Antonsen vrikker rundt og må trække sig fra All England-semifinale

Anders Antonsen vred rundt på højre ankel og måtte trække sig fra sin semifinale allerede i første sæt.

En skade til Anders Antonson forhindrede ham i at spille sin semifinale til ende mod Chou Tien Chen ved All England.

Midtvejs i første sæt vred den danske badmintonspiller om på anklen og måtte opgive at spille kampen færdig.

Dermed lykkedes det ikke for den 22-årige dansker at levere det, alle danske badmintonfans håbede på; en ren dansk finale i All England mod Viktor Axelsen.

I stedet bliver det nu verdens nummer to, Chou Tien Chen, der står over for Viktor Axelsen i søndagens finale ved den traditionsrige og prestigefyldte badmintonturnering.

Anspændt start

Det var en noget anspændt Anders Antonsen, der lige skulle finde sig til rette i kampens indledning.

Danskeren vandt godt nok kampens første point, men herefter havde han flere gange problemer med at sætte bolden i banen, mens også nettet stod i vejen for Antonsen ved et par lejligheder.

Hurtigt var det danske badmintonhåb bagud med 6-1. Der manglede både den sædvanlige gnist og vilje i danskerens spil, mens han også i tempoet haltede efter Chou Tien Chen.

- Der mangler noget energi fra Anders. Der kommer forhåbentlig noget mere fart i ham, lød det fra TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen, der kommenterede semifinalen.

Efterhånden som sættet skred frem kom farten i fødderne hos Anders Antonsen, der langsomt arbejdede sig tilbage i sættet.

Vred rundt og måtte køres ud i kørestol

Ved stillingen 16-14 skete der så det, der bare ikke måtte ske. Den danske badmintonspiller vred rundt på højre ankel i en duel og måtte behandles.

- Den er mega hævet, udbrød den danske spiller ud mod landstræner Kenneth Jonassen.

Hovedpersonen selv var ikke i tvivl. Det var umuligt at spille kampen færdig. Anders Antonsen måtte trække sig.

Som ansigtsudtrykket viser, kunne Antonsen hurtigt mærke, at den var gal.

Den danske badmintonstjerne kunne slet ikke stå på foden. Derfor måtte der også assistance til, før Antonsen kunne forlade arenaen i en kørestol til lyden af klapsalver fra tilskuerne.

Dermed blev det altså ikke til den rene danske finale, som alle danske badmintonfans havde håbet på, efter Viktor Axelsen tidligere lørdag spillede sig i finalen ved All England for andet år i træk, da han i en vanvittig tæt semifinale slog Lee Zii Jia i tre sæt.

Nu kan Viktor Axelsen i stedet forberede sig på et møde med Chou Tien Chen.