Badminton

Axelsen er favorit i All England-finale, mener ekspert

Viktor Axelsen skal udnytte sin fysiske fordel mod sin taiwanske modstander i All England-finalen.

Når Viktor Axelsen søndag træder ind på halgulvet til finalen ved All England, så er det med mulighed for at vinde den prestigefyldte turnering for første gang.

Sidste år tabte han finalen til japanske Kento Momota, så i år er han på jagt efter revanche.

Overfor ham står 30-årige Chou Tien Chen fra Taiwan, der gik videre fra sin semifinale, da Anders Antonsen måtte trække sig med en skade i første sæt.

Selvom Anders Antonsen ikke nåede at spille kampen færdig, så viste han alligevel, hvordan førsteseedede Chou Tien Chen skal besejres.

- Anders Antonsen var ved at få fat i det rigtige. Han havde godt styr på ham især ved at løfte og cleare, og dét kommer vi til at se Viktor Axelsen gøre i finalen, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Viktor Axelsen måtte ud i tre sæt, før han vandt sin semifinale mod Lee Zii Jia. Alligevel har han en fysisk fordel i finalen.

- Der er én forskel på Anders Antonsen og Viktor Axelsen: Chou ved godt, at Viktor Axelsen løber langt, langt længere end ham. Derfor er det også ham, der er favorit, siger Jim Laugesen.

Anders Antonsen vred rundt på højre ankel og måtte trække sig fra sin første All England-semifinale allerede i første sæt. Video: TV 2 SPORT

Axelsen klart bedst indbyrdes

Historisk set har Viktor Axelsen også haft godt styr på sin finalemodstander.

- Viktor har også en statistik, der er rigtig god mod Chou. Og lige meget om Chou er frisk eller ej, så skal han løbe meget længere, end han har gjort længe, siger Jim Laugesen.

Godt nok vandt Chou Tien Chen det seneste opgør mod Viktor Axelsen ved sæsonfinalerne i december, men danskeren har vundet otte ud af de ti gange, Chou Tien Chen har stået på den anden side af nettet.

Chou Tien Chen har ikke leveret særlig gode resultater i år, men ved All England har han levet op til sin seedning om at komme i finalen.

- Der var lidt pres ved at være førsteseedet, men det er godt for mig, for så tvinger det mig til at forberede mig endnu bedre i min træning, siger han til Badminton Europe.

- Jeg skal forberede mig, og så må jeg se, hvordan det går, siger Chou Tien Chen.

Herresinglefinalen spilles som den anden kamp i søndagens program, der begynder klokken 13. Alle finalerne vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

All England-historien set med rød-hvide briller

Vi har gennemgået All England historien og fundet alle de danske resultater.

1939

Tage Madsen All England

1939

1939 er året, hvor All England bliver åbent for andre end britiske deltagere. Danmark får en flot debut og lægger ud med to All England-titler til henholdsvis Tage Madsen i herresingle og Ruth Dalsgaard/Tonny Olsen (i dag Ahm) i damedouble og bliver således det første ikke-britiske land til at vinde turneringen.

Foto: -

1947

Marie Ussing

1947

Danmark dominerer All England dette år og er tæt på at gøre rent bord med titler i fire ud af fem kategorier i rene danske finaleopgør. Marie Ussing vinder i damesingle, Tage Madsen/Poul Holm i herredouble, Tonny Ahm/Kirsten Thorndahl i dameoduble, og Poul Holm/Tonny Ahm vinder i mixdouble.

Foto: -

1948

Jørgen Skaarup

1948

Danmark går på vikingetogt i All Englands trofæskab og efterlader alle andre lande tomhændede. Jørn Skaarup vinder i herresingle, og Kirsten Thorndahl snupper titlen i damesingle. I herredoublefinalen vinder Preben Dabelsteen/Børge Frederiksen, Tonny Ahm/Kirsten Thorndahl vinder i damedouble, og i mixdouble vinder Jørn Skaarup/Kirsten Thorndahl. Kirsten Thorndahl bliver samtidig den første dansker, der vinder i alle All Englands kategorier for kvinder, nemlig damesingle, damedouble og mixdouble.

Foto: -

1949

Aase Schiøtt Jacobsen over Aase Svendsen.

1949

Aase Schiøtt Jacobsen vinder All England-titlen i damesingle i en ren dansk finale over Aase Svendsen. Aase Schiøtt Jacobsen deltager i fire danske damesingle-finaler i træk og vinder de to af dem.

Foto: -

1950

Aase Schiøtt Jacobsen

1950

Danmark har deltagere i samtlige fem finaler
og vinder de fire. Tonny Ahm tager titlen i damesingle, og Preben Dabelsteen/Jørn Skaarup vinder titlen i herredouble. Tonny Ahm/Kirsten Thorndahl vinder finalen i damedouble, mens Poul Holm/Tonny Ahm vinder titlen i mixdouble.  Tre af finalerne er i øvrigt rene danske opgør. Tonny Ahm vinder i samtlige tre kategorier, hun stiller op i og markerer sig som en af tidens bedste badmintonspillere på tværs af alle kategorier.

Foto: -

1951

Tonny Ahm

1951

Tonny Ahm er tæt på at gentage sin bedrift med tre ud af tre mulige titler ved en All England-turnering, men taber finalen i damesingle til Aase Sciøtt Jacobsen, der vinder sin anden All England-titel. Tonny Ahm vinder dog både damedouble med Kirsten Thorndahl og mixdouble med Poul Holm og sikrer dermed Danmark tre guldmedaljer dette år!

Foto: -

1952

Poul Holm

1952

Tonny Ahm genvinder titlen i damesingle i endnu en finale mod Aase Schiøtt Jacobsen og fortsætter sejrsstimen i både mixdouble med Poul Holm og damedouble med netop Aase Schiøtt Jacobsen. Tonny Ahm vinder ikke flere All England-titler efter dette år, men sikrer sig en plads i historiebøgerne med 12 sejre i alt ved All England. Hun er den tredje mest vindende spiller ved All England efter 1939.

Foto: -

1953

Marie Ussing

1953

Danmark deltager i fire finaler, men vinder kun medalje i damesingle, hvor Marie Ussing slår danske Agnete Friis. Marie Ussing vandt sin første All England-titel i damesingle i 1947 og vender således tilbage på sejrsskamlen efter en pause på fem år.

Foto: -

1955

Jørgen Hammergaard/Finn Kobberø i herredouble

1955

Jørgen Hammergaard/Finn Kobberø i herredouble, og Finn Kobberø/Kirsten Thorndahl i mixdouble står for de danske All England-titler. Finn Kobberø vinder den første af i alt 15 All England-titler og regnes af mange for at være den bedste herredouble- og mixdouble-spiller i historien. Han vandt dog aldrig finalen i herresingle trods sine tre deltagelser og flere 1. seedninger. 

Foto: -

1956

John Nygaard

1956

Jørgen Hammergaard/Finn Kobberø genvinder herredouble-titlen for 2. år i træk i en ren dansk finale mod John Nygaard/Poul-Erik Nielsen. Finn Kobberøs herredouble-partner i seks All England-titler, Jørgen Hammergaard, regnes som første dansker til at mestre baghånds-smashet, hvilket var uhyre vanskeligt med datidens tunge træ-ketsjere.  

Foto: -

1957

Kirsten Granlund

1957

1957 er det år, hvor All England forlader Empress Hall og rykker til den legendariske Wembley Arena. Danmark fejrer flytningen med to All England-titler. Kirsten Granlund/Anni Hammergaard Hansen vinder damedouble, og Finn Kobberø/Kirsten Granlund vinder mixdouble i et rent dansk opgør mod Jørgen Hammergaard Hansen/Anni Hammergaard Hansen.

Foto: -

1958

Erland Kops

1958

Erland Kops revancherer finalenederlaget fra året forinden og vinder en dansk herresingle-finale over Finn Kobberø. Dette år lægger Kops kimen til rekordbrydende syv herresingle-titler ved All England, hvoraf fire af dem kommer i årene lige efter hinanden. Erland Kops vinder desuden titlen i herredouble med partneren Poul-Erik Nielsen i endnu en ren dansk finale mod Finn Kobberø/Jørgen Hammergaard Hansen.

Foto: -

1959

Poul-Erik Nielsen/Inge Birgit Anker Hansen

1959

Den anden rene danske finale i træk i mixdouble løber af stablen, hvor Poul-Erik Nielsen/Inge Birgit Anker Hansen slår Jørgen Hammergaard Hansen/Kirsten Granlund 11-15, 15–10, 15-11. Indonesien begynder at markere sig som en stormagt inden for badminton i disse år...

Foto: -

1960

Erland Kops

1960

Erland Kops vinder sin anden titel i herresingle og den første af fire i træk. Danmark er repræsenteret i hele fire finaler, og mixdouble er et rent dansk opgør, hvor Finn Kobberø/Kirsten Granlund slår Poul-Erik Nielsen/Inge Birgit Anker Hansen. Derudover snupper Finn Kobberø sin anden titel ved dette års turnering sammen med Poul-Erik Nielsen i herredouble.  

Foto: -

1961

Finn Kobberø

1961

Sikke en danskerfest - du er født med tre guldfjer! Finn Kobberø må atter se sig slået i finalen i herresingle, hvor Erland Kops fortsætter med at dominere og tager sin anden titel på stribe - hans tredje titel i alt. Finn Kobberø får dog revanche i herredouble-finalen med makkeren Jørgen Hammergard, da de slår Poul-Erik Nielsen/Erland Kops i et dansk opgør. Kobberø understreger sin position som en af historiens bedste double-spillere og vinder også mixdouble med Kirsten Granlund for andet år i træk og fjerde gang i alt med netop Granlund.

Foto: -

1962

Erland Kops

1962

Tonny Holst-Christensen vinder finalen i damedouble sammen med Judy Hashman (tidligere Devlin) fra USA. Det er første gang, Danmark vinder en double-titel, hvor den anden spiller har en anden nationalitet end dansk. Det danske badmintonforbund havde inden turneringen besluttet ikke at opstille Tonny Holst-Christensen, og derfor betalte hun selv for rejsen til England og endte med at slå danske Karin Jørgensen/Ulla Rasmussen i finalen. Erland Kops vinder sin fjerde herresingle-titel - nummer tre på stribe. Finn Kobberø/Jørgen Hammergaard genvinder titlen i herredouble, og Finn Kobberø/Ulla Rasmussen vinder mixdouble-titlen.  

Foto: -

1963

Erland kops

1963

Erland Kops vinder for fjerde gang i træk herresingle-titlen og når således op på fem samlede sejre i kategorien. Dermed overtager Erland Kops rekorden for flest All England herresingle-titler i træk fra Wong Peng Soon. Finn Kobberø dominerer fortsat i double-rækkerne, hvor han vinder herredouble-titlen for tredje gang i træk med Jørgen Hammergaard Hansen og vinder sin sjette mixdouble-titel, denne gang med Ulla Rasmussen.

Foto: -

1964

Knud Aage ”Grønært” Nielsen

1964

Herresingle-finalen bliver et rent dansk opgør mellem Knud Aage ”Grønært” Nielsen og Henning Borch, hvilket resulterer i en sejr til Knud Aage Nielsen. Erland Kops ryger ud allerede i kvartfinalen og bryder sin stime på fire herresingle-titler i træk. Jørgen Hammergaard/Finn Kobberø fortsætter deres stime og vinder herredouble-titlen for fjerde gang i træk. Søstrene Karin Jørgensen/Ulla Rasmussen vinder den første af to fælles damedouble-titler.

Foto: -

1965

Erland Koops

1965

Erland Kops tager revanche for et sløjt resultat året før og tilbageerobrer tronen i herresingle. Han tangerer samtidig den historiske rekord for flest sejre ved All England med seks sejre i herresingle. Søstrene Karin Jørgensen/Ulla Rasmussen vinder for andet år i træk titlen i damedouble, og Ulla Rasmussen vinder samtidig sin tredje mixdouble-titel med Finn Kobberø, der nu er nået op på syv mixdouble-titler i alt.

Foto: -

1966

Ulla Rasmussen

1966

Danmark er repræsenteret i tre finaler, men må nøjes med en enkelt All England-titel efter et rent dansk opgør mellem Finn Kobberø/Ulla Rasmussen og Per Walsøe/Pernille Møllgaard Hansen. Finn Kobberø vinder sin ottende mixdouble-titel - den fjerde med Ulla Rasmussen.

Foto: -

1967

Erland Kops

1967

Erland Kops vinder sin syvende (og sidste) herresingle-titel og sætter rekord for flest antal herresingle-titler i historien. Det bliver samtidig sidste gang, Danmark vinder en titel i single-kategorien indtil 1975. Erland Kops/Henning Borch vinder den første af deres tre herredouble-titler. Ulla Rasmussen/Imre Rietveld smasher sig til sejr i damedouble, og Svend Andersen (i dag Pri) hjælper Ulla Rasmussen til at vinde sin femte mixdouble-titel.

Foto: -

1968

Henning Borch

1968

Erland Kops/Henning Borch gentager bedriften fra året før og vinder herredouble-titlen. Dette er den eneste danske finaledeltagelse i en resultatmæssig tynd All England-turnering. Indonesiske Rudy Hartono vinder sin første All England herresingle-titel dette år og lægger fundamentet til en rekordbrydende stime som historiens mest dominerende herresingle-spiller ved All England på syv sejre i træk og otte i alt.

Foto: -

1969

Erland Koops

1969

For tredje gang i træk vinder Erland Kops/Henning Borch herredouble-titlen og er for andet år i træk eneste danske islæt i finalerne. Det er Erland Kops’ sidste titel ved All England, og det markerer afslutningen for den mest succesfulde danske herresingle-spiller nogensinde. Erland Kops sidder i mange år på rekorden for flest herresingle-titler i træk (fire) og flest samlede antal herresingle-titler (syv). 

Foto: -

1970

Tom Bacher/Poul Petersen

1970

Tom Bacher/Poul Petersen vinder titlen i herredouble, og Per Walsøe/Pernille Mølgaard Hansen snupper sejren i mixdouble. Tom Bacher bliver senere en del af IBF (nu BWF), badmintonsportens højeste sportslige organ, hvor han er vicepræsident fra 1986-2003. Bacher modtager i 2007, som en af kun fire danskere nogensinde, The Herbert Scheele Trophy, som en anerkendelse for sin enorme betydning for badmintonsporten. 

Foto: -

1971

Svend Pri

1971

Svend Pri og Ulla Strand vinder deres anden fælles mixdouble-titel – og det i et år, hvor der for første gang er fem forskellige nationaliteter, der vinder i af All Englands fem kategorier. Indonesiske Rudy Hartono tangerer dette år danske Erland Kops for flest herresingle-titler i træk med sin fjerde sejr på stribe. 

Foto: -

1972

Ulla Strand

1972

Svend Pri og Ulla Strand gentager bedriften fra året forinden og snupper deres tredje fælles mixdouble-titel. Dette er sidste gang, at publikumsfavoritten Ulla Strand vinder en medalje ved All England og når op på 10 All England-titler i karrieren. Ulla Strand bliver optaget i den internationale Hall of Fame i 1999 for sine resultater - som den sjette dansker i øvrigt. Danske Erland Kops mister rekorden for flest herresingle-titler i træk, da Rudy Hartono vinder sin femte i streg.

Foto: -

1975

Svend Piri

1975

1975 er året, hvor Danmark generobrer herresingle-tronen fra den altdominerende Rudy Hartono, da Svend Pri i tredje forsøg endelig slår Hartono i et tæt opgør, der ender i tårevædede jubelscener. To senere danske vindere af single-rækken ved All England, Lene Køppen og Flemming Delfs, ryger begge ud i semifinalen.

Foto: -

1977

Flemming Delfs

1977

I finalen slår Flemming Delfs den indonesiske Swing King, Liem Swie King, som undervejs har slået danske Svend Pri ud. Delfs vinder herresingle-titlen, som er den eneste danske titel dette år. Lene Køppen når finalen i damesingle, men taber til japanske Hiroe Yuki i en tæt finale. 

Foto: -

1979

Lene Køppen

1979

I sit 10. forsøg ender Lene Køppen endelig som vinder af damesingle-titlen ved All England med en sejr i en tæt kamp mod Saori Kondo fra Japan.  Flemming Delfs taber sin herresingle-finale til den indonesiske Swing King, Liem Swie King, som han slog to år forinden i finalen.

Foto: -

1980

Lene Køppen

1980

Du er født med én guldfjer! Hurra! Lene Køppen vinder sin anden damesingle-titel på stribe og lever dermed op til sin enorme favoritværdighed. En anden dansker, der dog ikke lever op til sin 1. seedning, er en fremadstormende Morten Frost, som taber i semifinalen til den senere vinder Prakash Padukone. 

Foto: -

1982

Morten Frost

1982

Morten Frost, også kaldet Mr. Badminton for sin elegante og stilfulde spillestil, stryger endelig til tops i herresingle-rækken og vinder den første af i alt fire titler. Morten Frost blev kaldt ”den bedste badmintonspiller, der aldrig vandt VM” efter to tabte VM-finaler i 1985 og 1987, men regnes stadig blandt de bedste mandlige badmintonspillere gennem tiden. Kina er uhørt dominante i damesingle-rækken dette år, hvor danske Lene Køppen er eneste ikke-kinesiske spiller, der klarer sig igennem til kvartfinalerne.

Foto: -

1984

Morten Forst

1984

Den kan du takke en vaskeægte badmintongentleman for, nemlig Morten Frost. Frost, der også er kendt som ”Mr. Badminton” for sin elegante og stilfulde spillestil og facon. Danskeren vinder sin anden af i alt fire herresingle-titler over den indonesiske Swing King, Liem Swie King.

Foto: -

1986

Morten Frost

1986

Morten Frost, ”Mr. Badminton”, er den eneste spiller, der formår at bryde med dette års sydkoreanske dominans i All England. Det er Morten Frosts tredje af i alt fire All England-titler. Danske Kirsten Larsen er førsteseedet i damesingle-rækken og anses af mange som Lene Køppens afløser. Hun ryger dog ud allerede i kvartfinalen, hvilket er en stor skuffelse.

Foto: -

1987

Morten Frost

1987

Mr. Badminton, også kendt under navnet Morten Frost, vinder sin anden herresingle-titel i træk og den fjerde i alt. Dette er Frosts sidste medalje ved All England, men han har vundet nok til at sikre sig en plads i den internationale Hall of Fame. Kirsten Larsen revancherer forrige års finalenederlag i damesingle med en finalesejr, selvom hun kun er seedet 4 i denne turnering. 

Foto: -

1988

Ib Frederiksen

1988

Den useedede Ib Frederiksen står for en af All Englands største sensationer, da han i en ren dansk herresingle-finale slår den 1. seedede verdensrangliste-etter, Morten Frost, i en tre-sæts-kamp, hvor Frost ellers vinder første sæt planmæssigt. Fire ud af otte kvartfinalister er danskere, hvilket vidner om en enorm talentmasse blandt herrespillerne i disse år. På kvindesiden ryger den regerende mester i damesingle, Kirsten Larsen, dog skuffende ud i semifinalen.

Foto: -

1992

Thomas Lund

1992

Det danske EM-guld i fodbold er ikke det eneste store sportsresultat i 1992. Danmark slutter sin historiske medaljetørke efter tre år i træk uden titler ved All England, da Thomas Lund/Pernille Dupont revancherer finalenederlaget fra året forinden med en sejr i en ren dansk mixdouble-finale mod Jon Holst-Christensen/Grethe Mogensen. Jan Paulsen/Henrik Svarrer når også finalen i herredouble, men taber et tæt opgør til det indonesiske par, Eddy Hartono/Rudy Gunawan.

Foto: -

1993

Thomas Lund

1993

Thomas Lund/Jon Holst-Christensen vinder finalen i herredouble. Jon Holst-Christensen gentager sejren i mixdouble med sin partner Grethe Mogensen – en finale, de spiller mod Jon Holst-Christensens herredouble-partner, Thomas Lund! Han stiller dette år op med svenske Catrine Bengtsson.

Foto: -

1995

Poul-Erik Høyer

1995

Den 5. seedede Poul-Erik Høyer Larsen vinder titlen i herresingle i en kamp mod den dobbelte regerende mester, Hariyanto Arbi. Efter at være kommet bagud 7-0, får Høyer ni point i træk og vender kampen. Poul-Erik Høyer Larsen fejrer sejren med sin signaturfejring: Han kaster sig ned på knæ, kaster ketsjeren i vejret og griber den igen. Thomas Lund/Marlene Thomsen vinder mixdouble-titlen i en ren dansk finale over Jon Holst-Christensen/Rikke Olsen. Derudover taber Camilla Martin en tæt finale i tre sæt til Lim Xiaoqing.

Foto: -

1996

Poul-Erik Høyer Larsen

1996

Poul-Erik Høyer Larsen gentager bedriften fra året forinden og genvinder sin anden herresingle-titel ved All England. Det sker samme år, som han vinder DM, EM og OL og laver sit ikoniske ”trøjeriv” efter sejren i semifinalen. Dette anses af mange som den største danske badmintonbedrift nogensinde, og Poul-Erik Høyer Larsen er til dato den eneste europæer med en OL-guldmedalje i badminton. Helene Kirkegaard/Rikke Olsen når finalen i damedouble, men taber til kinesiske Ge Fei/Gu Jun.

Foto: -

1999

Peter Gade

1999

Danmark sætter sig atter på herresingle-tronen, da Peter Gade vinder finalen over legenden Taufik Hidayat. Dette er til dato Danmarks sidste titel i herresingle, og Peter Gades eneste All England-titel.  Camilla Martin når endnu engang til semifinalen i damesingle, men taber til den senere vinder Ze Zhaoying. 

Foto: -

2002

Camilla Martin

2002

Camilla Martin vinder den første danske damesingle-titel siden Kirsten Larsens titel i 1987! Camilla Martin slår nemlig Gong Ruina i finalen. 2002 var første (og eneste) gang, man gik over til at spille bedst af fem sæt til syv point – en upopulær ændring, som blev droppet igen året efter. Jens Eriksen/Mette Schjoldager når finalen i mixdouble, men ender kun på næstøverste trin af medaljeskamlen.

Foto: -

2004

Jens Eriksen/Martin Lundgaard Hansen

2004

Jens Eriksen/Martin Lundgaard Hansen vinder guld i herredouble i en tæt tre sæts-kamp og dominerer i denne periode verdensranglisten for herredouble-par. Lin Dan vinder den første af foreløbig fem All England-titler ved at slå Peter Gade i finalen. Gade vinder dog på navnefronten, da han efter kampen kalder Lin Dan for ”Super Dan”, et navn, der har hængt ved lige siden. Så lidt fik Gade da med fra dette års turnering.

Foto: -

2006

Martin Lundgaard/Jens Eriksen

2006

Kina fortsætter sin dominans med fire ud af fem titler ved årets All England-turnering, men Martin Lundgaard/Jens Eriksen gentager bedriften fra 2004 og vinder herredouble-titlen! Peter Gade når semifinalen i herresingle, og Lin Dan vinder sin anden herresingle-titel.

Foto: -

2008

Tine Rasmussen

2008

Danmark tilbageerobrer tronen i damesingle for første gang siden 2002, hvor Camilla Martin vandt, da Tine Rasmussen (nu Baun) positionerer sig som Martins arvtager med en finalesejr over kinesiske Lu Lan. Tine Rasmussen er useedet i denne turnering, men stryger alligevel helt til tops og sikrer dansk guld ved All England.

Foto: -

2010

Mathias Boe/Carsten Mogensen

2010

Danmark vinder to titler ved samme All England-turnering for første gang siden 1995. Tine Rasmussen (nu Baun) vinder sin anden damesingle-titel - igen uden at være seedet. Mathias Boe/Carsten Mogensen er 4. seedet, men taber en ren dansk finale til det useedede par Lars Paaske/Jonas Rasmussen, som sensationelt trækker sig sejrrigt ud af den første rene danske herredouble-finale i mange år. 2010 er samtidig 100-års jubilæet for All England.

Foto: -

2011

Mathias Boe/Carsten Mogensen

2011

For første gang siden 1995 og 1996 vinder Danmark titler ved All England to år i træk. Mathias Boe/Carsten Mogensen lever op til deres 1. seedning og vinder deres første herredouble-titel i den engelske traditionsturnering. 2011 er året, hvor All England forfremmes fra World Super Series-turnering til at være en World Super Series Premier-turnering med større prestige og pengepræmier end hidtil.

Foto: -

2013

Tine Baun

2013

Tine Baun vinder sin tredje damesingle-titel og bliver den eneste europæiske sejrherre i en turnering, som dette år domineres af Kina og Indonesien. Danmark skuffer dog i double-kategorierne, hvor 2. seedede Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl og 4. seedede Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen ryger ud i 1. runde. Det topseedede par, Mathias Boe/Carsten Mogensen, ryger allerede ud i 2. runde dette år.

Foto: -

2015

Mathias Boe/Carsten Mogensen

2015

Mathias Boe/Carsten Mogensen vinder deres anden herredouble-finale 21-17, 22-20 i et dramatisk opgør imod Fu Haifeng/Zhang Nan. Jan Ø. Jørgensen når ligeledes finalen i herresingle, men taber til Chen Long, som vinder sin anden All England titel. Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen ryger ud i mixdouble-semifinalen dette år.

Foto: -

2018

Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen

2018

Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen vinder endelig deres All England trofæ, da de som førsteseedede vinder finalen 21-19, 21-18 mod japanske Yuki Fukushima/Sayaka Hirota. Mathias Boe/Carsten Mogensen er ligeledes i finalen men taber til de indonesiske favoritter Marcus Fernaldi Gideon/Kevin Sanjaya Sukamuljo.

Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

2020

Viktor Axelsen.

2020

Viktor Axelsen vandt sin førte All England-titel i karrieren efter at have tabt finalen året forinden.

I finalen slog han den førsteseedede Chou Tien Chen med 21-13, 21-14.

Det var Danmarks første All England-titel i herresingle siden 1999.

Anders Antonsen nåede også frem til semifinalen , men han måtte trække sig med en skade mod Chou Tien Chen.

Foto: Andrew Boyers / Ritzau Scanpix