Badminton

- En drøm, der går i opfyldelse, siger Axelsen

Viktor Axelsen var specielt glad for, at han fik en god start på All England-finalen.

Tårerne trillede ned ad Viktor Axelsens kinder, da det endelig lykkedes for den 26-årige fynbo at vinde den prestigefyldte turnering All England.

Efter at have tabt finalen sidste år, var det søndag eftermiddag hans tur til at stå øverst på podiet.

- Jeg er en følsom fyr. Hvis du ikke bliver glad eller begejstret af at vinde All England foran sådan et fantastisk publikum, så er du ikke et menneske. Jeg så stolt og glad. Det er en drøm, der går i opfyldelse, sagde Axelsen i det efterfølgende interview på banen.

I finalen slog han den førsteseedede Chou Tien Chen, som var gået videre fra semifinalen på grund af Anders Antonsens skade.

Mod Axelsen havde taiwaneseren svært ved at finde løsningerne på banen. Danskeren vandt med de klare cifre 21-13, 21-14.

- Jeg følte mig godt tilpas op til kampen, og det var vigtigt at få en god start. Specielt i finalen, hvor nerver kan blive en stor faktor i spillet. Så jeg kontrollerede det og havde gode ben, siger Axelsen.

Interviewet med Viktor Axelsen er på engelsk. Video: TV 2 SPORT

Venter med at tænke på OL

Senere på året venter de olympiske lege, hvor Axelsen har chancen for at forbedre sin bronzemedalje fra Rio de Janeiro i 2014.

Men da han blev spurgt ind til det i interviewet, slog han fast, at han ikke endnu vil tænke så langt frem.

- Kan jeg bare nyde sejren nu? Der er stadig lang vej til OL, så lad os vente at se med det, lød det fra Axelsen med et grin.

Viktor Axelsen blev den første danske All England-vinder i herresingle siden 1999, hvor Peter Gade vandt.